Aktivitet
Escape room i dansk
De populære escape rooms med gåder, koder og krav om samarbejde kan levendegøre danskundervisningen. Spil i timerne kan motivere eleverne til at bruge begreber, få faktuel viden og analysere tekster i dybden.
Der er stort potentiale i gamification, altså at spille spil i undervisningen. I sig selv kan spil aktivere elevernes lyst til at samarbejde og give dem anerkendelse, når de bryder en kode. Elevernes ydre motivation kan herudover pirres ved fx at love præmier til de hurtigste eller dygtigste.
Et virtuelt escape room kan laves på et utal af måder. Formålet med det enkelte rum i et escape room er nemlig ret frit og kan tilpasses forløb, kernestof, emne og faglige mål. Det fungerer dog bedst at veksle mellem fakta-spørgsmål og opgaver på et højere taksonomisk niveau, for ellers drukner læreren undervejs i grupper, der ringer og skriver med deres svar.
De kan laves i OneNote-notesbøger, hvor der er kode på siderne eller i Wordpress og andre websitemiljøer, hvor siderne kan låse med en kode. Eleverne skal løse opgaver, der giver dem koderne, der åbner næste sektion. Opgaverne bindes sammen af et narrativ med indbygget spænding og læring. Se opbygningen i eksemplerne nedenfor.
Aktiviteten
De to escape rooms her i artiklen har hvert deres tema: journalistik og Det moderne Gennembrud. Begge kan bruges både virtuelt og i den fysiske undervisning. Hver opgave knytter sig enten til temaet eller øvelsens centrale tekst. I escape room 1 er teksten Poul Høis ”Og hele månen blev som blod”, og i escape room 2 er det Olivia Levisons ”Støv”.
Eleverne skal have læst teksten på forhånd.
Eleverne inddeles i grupper. Sørg for ikke at have for mange (max 4-5 grupper), da grupperne i løbet af modulet skal ringe læreren op for komme videre i et eller to af øvelsens rum.
Læreren deler linket til escape room’et med alle grupper – enten på samme tid eller forskudt efter lærerens ønske. Den enkelte gruppe deler skærm og løser opgaverne. Svarene på spørgsmålene skal sættes sammen til en kode, som eleverne taster ind, når de går til næste sektion eller rum.
Øvelsens varighed varierer fra gruppe til gruppe, anslået mellem 30-75 min. Imens øvelsen kører, kan det være smart at have overblik over de enkelte opgaver i rummene, hvis eleverne nu bliver fanget og skal have hjælp. Alt efter indretningen af øvelserne og instrukserne kontakter grupperne læreren, når de har et svar klar.
Escape room 1. Redaktionen: Journalistik
Opgaverne handler om journalistiske genrer og sprog i centrum. Narrativet er inspireret af gysergenren – krydret med lidt fjolleri. Den centrale tekst er Poul Høi: ”Og hele månen blev som blod”.
De forskellige rum har hver deres fokus og opgavetype:
- Introrum – Viden om journalistik og almenviden
- Rum 1 – Bestemme genren
- Rum 2 – Analysere komposition og fremstillingsformer
- Rum 3 – Udpege journalistisk sprog
Se en uddybende forklaring på rummene i bilaget Lærerdokument til escape room 1. Journalistik.
Giv eleverne en kort introduktion til formatet. Dernæst får de denne oplysning til escape room 1. Journalistik: “Tryk her– så går mysteriet i gang!”. Klikket bringer dem til en OneNoteversion på Tornbjerg Gymnasium.
Escape room 2. En fange i eget hjem: Det moderne Gennembrud
Opgaverne handler om Det moderne Gennembrud, genre og billedsprog. Fortællingen i løbet af rummene er, at man er Olivia Levison, der ønsker at forlade sin mand. Idéen er fri fantasi, men dog inspireret af den virkelige historie, hvor hendes ægteskab med en svensk skuespiller blev opløst i 1891.
Den centrale tekst er således Olivia Levison: ”Støv”. Dette escape room består af en del rum, men et par af dem er med korte, relativt simple øvelser.
De forskellige rum har hver deres fokus og opgavetype:
- Introrum – Viden om det moderne gennembrud som periode
- Rum 1 – Olivia Levison som historisk person (læseøvelse)
- Rum 2 – Genrebestemmelse
- Rum 3 – Tekstnær analyse
- Rum 4 – Malerkunsten i perioden vs. romantikken
- Rum 5 – Kreativ skriveøvelse
Se en uddybende forklaring på rummene i bilaget Lærerdokument til escape room 2. Det moderne gennembrud.
Giv eleverne en kort introduktion til formatet. De afprøver rummet på en onenoteversion udviklet på Tornbjerg Gymnasium - giv dem denne information til start: Tryk her, så finder du escape room om Det moderne gennembrud
Kreditering
Elisa Franck, Sct. Knuds Gymnasium, i samarbejde med CFU
Levison, O. (1885). ”Støv”. Optrykt i Langdahl, B. R, Olsen, M & Quist, P. (2010). Krydsfelt – Antologi. København: Gyldendal. ss. 165-166.
Høi, P. (2001). ”Og hele månen blev som blod”. 12.09.01, Berlingske Tidende.
Larsen, P. Schultz (2015). Håndbog til dansk. Dansklærernes Forlag / Systime.
Henningsen, F. (1888). Forladt. Dog ej af Venner i Nøden. Udstillet på ARoS.
Rørbye, M. (1829). Kirurgen Chr. Fenger med hustru og datter. Udstillet på Ribe Kunstmuseum.
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.