Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i dansk - marts 2023

I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse en opfordring til at melde dig som skriftlig censor og finde informationer om, hvordan og hvorfor. 

Kære dansklærere

Foråret kommer piblende, og det samme gør skoleårets afslutning og eksamensperioden. Det første og vigtigste punkt i dette nyhedsbrev er, at vi mangler skriftlige censorer til dansk i både hf og stx. Hvis I har tid, lyst og overskud til det, vil jeg kraftigt anbefale og anmode jer om at melde jer som censorer og indgå i det vigtige og berigende arbejde med at sikre den nationale standard i skriftlig dansk. Ud over det kan I læse om disse ting: 

  • Meld dig som skriftlig censor
  • Vejledning til skriftlig dansk
  • Hjælp til arbejdet med sproglig korrekthed i skriftlig dansk
  • Samlet oversigt over alle skriftlige eksamensopgaver
  • Skriftlighedskursus Skriftlighedskursus

 

Meld dig som skriftlig censor

Hvorfor blive skriftlig censor?

Skriftlig censur er en meget vigtig opgave i forhold til at sikre, at prøverne vurderes korrekt og nøjagtigt, således at eleverne får den rette bedømmelse. STUK ønsker at have et bredt funderet censorkorps på de gymnasiale institutioner.

Nuværende og tidligere skriftlige censorer beretter, at opgaven er inspirerende og lærerig. De får bl.a. et mere nuanceret blik på opgavebesvarelsernes forskellige niveauer, hvilket klæder dem endnu bedre på fagligt i forhold til at bedømme det skriftlige arbejde i deres fag i det daglige. Det giver også censorerne et særligt indblik i slutmålet for fagets skriftlige dimension. Censorerne beretter ligeledes, at det er udbytterigt at kunne diskutere både opgavesæt og besvarelser sammen med medcensor.

I forbindelse med den skriftlige censur giver fagkonsulenten i faget vejledning til bedømmelsen af de konkrete eksamensopgaver og tilbyder kurser for censorerne. På den måde får man i høj grad fingeren på pulsen med det skriftlige arbejde i danskfaget.

Censorerne kan derfor også bringe vigtig viden og erfaring med hjem, som kan deles med kollegerne. Således bidrager censorerne til at styrke hele faggruppen på institutionen.

Hvordan bliver jeg skriftlig censor?

Hvis du ønsker at være skriftlig censor, skal du henvende dig til ledelsen på din institution og anmode om at blive indberettet. Ledelsen har ansvaret for at sikre, at du er kvalificeret til at være censor. Det indebærer, at du skal have faglig kompetence, og som udgangspunkt skal du have gennemført et undervisningsforløb frem til den pågældende prøve og have eksamineret i faget.

Du kan finde flere informationer om bl.a. censoraflønning læse mere her

 

Vejledning til skriftlig dansk

I efteråret kunne jeg præsentere den justerede vejledning til skriftlig dansk i stx og hf: Den skriftlige eksamen og de tre eksamensgenrer i dansk stx og hf. Vejledningen giver en klar og kortfattet beskrivelse af de enkelte eksamensgenrer og ridser op, hvilke faglige kompetencer eleverne skal kunne demonstrere inden for de enkelte opgavetyper. Hertil kommer en udfoldet beskrivelse af de fire vurderingskriterier til skriftlig dansk samt et særligt afsnit om kriteriet skriftlig fremstilling. Dette afsnit indeholder bl.a. eksempler på sprogbrug til hhv. 00, 02, 4, 7, 10 og 12. Vejledningen er tænkt som både et redskab til de skriftlige censorer for at sikre en ensartet bedømmelse og til brug i den daglige undervisning.

Jeg vil anbefale, at de enkelte faggrupper i fællesskab kigger på vejledningen og drøfter, hvordan den kan give mening i danskundervisningen på jeres skole.

 

Hjælp til arbejdet med sproglig korrekthed i skriftlig dansk

Som et led i STUKs fokus på formalsproglighed i gymnasiet nedsatte fagkonsulent for dansk hhx og htx, Sara Krogh, og jeg i efteråret en arbejdsgruppe, der fik til opgave at indsamle et danskfagligt øvelsesmateriale til brug i danskundervisningen i gymnasiet. Materialet, som indeholder didaktiserede øvelser og links, der kan bruges direkte i undervisningen, ligger klar til brug på Emuen: Sproglig korrekthed - katalog over øvelser til gymnasiet.  Materialet er blev præsenteret på efterårets FIP-kurser.

I forlængelse af ovenstående vil jeg også gøre opmærksom på, at Dansk Sprognævn udbyder kurser for gymnasielærere om sproglig korrekthed i dansk. Kurset har en varighed af ca. 2 ½ time og kræver mellem 15 og 20 dansklærere. Hvis jeres faggruppe er mindre end femten, kan I samle jer på tværs af skoler eller gymnasieretninger. Kurset er på nær transport for oplægsholder gratis.  I finder mere information her:https://dsn.dk/hjaelp-til-dansk/sprognaevnets-kursustilbud/kursus-for-dansklaerere.

 

 

Samlet oversigt over skriftlige eksamensopgaver

Alle opgavesæt, der har været anvendt til skriftlig eksamen siden indførelsen af de nye eksamensgenrer, er tilgængelige på prøvebanken.dk.

For overblikkets skyld er alle opgaver stillet til dansk på stx, hf, dsa og gif samlet i denne oversigt.

De er fordelt på temaer og genrer (analyserende artikler, debatterende artikler og reflekterende artikler), så de er lige til at plukke til undervisningsforløb og til afleveringer. Teksterne er nemme at finde under de enkelte opgavesæt i Prøvebanken. Der er masser af gode tekster og filmklip at hente, og arbejdet med at glosere og sætte teksterne lækkert op er klaret. Så gå endelig på hugst! Det kan spare jer for mange timers arbejde og er også oplagt at bruge, når I skal finde tekster til sommerens mundtlige prøver.

 

Skriftlighedskursus

Den 22. marts afholder Dansklærerforeningen i fællesskab med undertegnede et kursus, der stiller skarpt på skriftlighed og på, hvordan vi dels kan tilrettelægge god, varieret og udbytterig skriveundervisning, dels kan foretage en sikker bedømmelse af elevernes besvarelser. I den forbindelse kommer vi til at bedømme og diskutere en håndfuld autentiske eksamensbesvarelser.

Dansklærerforeningen skriver i deres kursusbeskrivelse:

”Set i lyset af den nye AI-teknologi ChatGPT, er det blevet endnu vigtigere, at vi får styrket skrivningen i selve lektionerne. Så tag med på Dansklærerforeningens skriftlighedskursus, hvor vi igen i år vil få besøg af Sarah Nehammer og Rebecca Albinus, der vil give os inspiration til, hvordan vi på relevante, skæve og kreative måder kan inddrage skriftligheden løbende i undervisningen. Herudover er der mulighed for at møde fagkonsulent Nicolai Rekve Eriksen, der vil holde oplæg om de skriftlige genrer, og endelig vil der være mulighed for at votere eksamensopgaver sammen med andre lærere/censorer. Dagen vil veksle mellem oplæg, voteringsseancer og plenumdiskussioner.”

Jeg vil varmt anbefale jer at deltage og håber at se en masse af jer i Odense d. 22. marts. Der er tilmeldingsfrist d. 13.3., og I kan melde jer til her: https://dansklf.dk/skriftlighedskursus-stx-og-hf

 

Jeg håber, I alle får et dejligt forår og glæder mig meget til at se jer i forskellige sammenhænge derude. Hvis I har spørgsmål eller andet er I som altid velkomne til at skrive eller ringe.

 

Mange hilsner

Nicolai Rekve Eriksen, fagkonsulent

E-mail: Nicolai.Rekve.Eriksen@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.