Aktivitet
Den varme stol vækker personer til live
Den varme stol er et kreativt bidrag til arbejdet med personkarakteristik. Øvelsen bygger på undrespørgsmål, indlevelse og meddigtning.
Den varme stol giver stemme til tekstens personer, så eleverne kan gå i dialog med karaktererne. På den måde bliver både tekst og personer levende.
Øvelsen varer 10-20 minutter og egner sig til dansk på alle niveauer.
Den varme stol kan få tekstens personer til at træde i karakter og vække dem til live gennem dialog. Det kan udfolde personkarakteristikken, så den - i stedet for at blive en til tider lidt mekanisk øvelse - også kommer omkring motiver, indbyrdes forhold, udvikling m.v.
Der arbejdes bl.a.med følgende danskfaglige mål (stx A):
- analysere, fortolke og perspektivere fiktive og ikke-fiktive tekster i alle medier
- anvende centrale mundtlige fremstillingsformer (herunder holde faglige oplæg og argumentere for et synspunkt) med formidlingsbevidsthed
Planlægning/overvejelser
Øvelsen kræver ikke forberedelse før modulet.
Under elevernes arbejde med personkarakteristik aftaler læreren med en elev, at vedkommende vil indtage den varme stol. Det er en forudsætning, at eleven har forstået teksten, og at eleven ikke har noget imod at sidde foran klassen og svare på spørgsmål. Da karakteren får eget liv, er det desuden vigtigt, at det er en elev, der svarer seriøst.
Materiale: Eleven sætter sig på en stol foran klassen, så interview-situationen understøttes.
Aktivitetens opbygning
- Eleverne arbejder med personkarakteristik i grupper
- Læreren aftaler med en elev, at vedkommende senere vil indtage den varme stol
- Alle elever forbereder undrespørgsmål til personen i den varme stol. Det kan være spørgsmål som:
- ”hvorfor gik du bare din vej, da …”
- ”helt ærligt, er du så mest forelsket i A eller B”
- ”hvor kan man møde dig i morgen”
Der arbejdes således med spørgsmål, som folder karakterens motiver og handlinger ud, og som bidrager til at afklare tekstens handling.
- Eleven indtager nu den varme stol
- Eleven sætter sig på en stol foran klassen
- Eleven spiller rollen som personen fra teksten
- Klassen stiller spørgsmål til karakteren, som eleven besvarer efter bedste evne. Svarene skal være loyale mod karakteren og teksten
Udbyttet er, at personen træder i karakter og får liv i mødet med eleverne, hvilket øger forståelsen for karakterernes motiver og handlinger. Teksten åbner sig altså gennem samtalen, ligesom den meddigtning, der finder sted under samtalen, skaber fornyet interesse for teksten. Samtidig træner eleverne dialog og interviewteknik.
Variationsmuligheder
Den varme stol kan indgå som et kort, kreativt indslag, der samler op på arbejdet med personkarakteristik. Men øvelsen kan også udbygges, f.eks. ved at:
- Lade flere karakterer fra teksten indtage den varme stol
- Lade karakterer på tværs af flere tekster indtage varme stole i et fælles forum. Kan f.eks. bruges som afrunding på et forløb: Hvad ville Brandes mon sige til Irene Holm? Eller hvad ville Marie Grubbe og Den lille Karen monstro have at sige hinanden? Og hvordan ville Den lille Karen reagere, hvis hun mødte Franz Pander?
- Er det meget stille elever, kan øvelsen med fordel afvikles i flere, mindre grupper
Evaluering
Den varme stol kan evalueres på flere niveauer. F.eks. kan man lade eleverne:
- Vurdere, om svarene var realistiske, set i lyset af tekstens informationer
- Vurdere, om øvelsen gav en dybere indsigt i hovedkarakteren, og i givet fald hvorfor
- Reflektere over, hvordan det kan være, at vi er i stand til at lave denne øvelse, selvom svarene ikke står i teksten. Refleksionen åbner for en samtale om, hvad der står på linjerne, hvad vi læser mellem linjerne, og hvor meget vi digter med, når vi læser. Det kan evt. lede over i en samtale om nyere og ældre litteraturs åbne og lukkede slutninger og tomme hullers betydning for, at læserens interesse fastholdes.
Kreditering
Leena Haastrup, Nyborg Gymnasium
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.