Artikel
Hjernepauser og bevægelse i undervisningen
Få inspiration til aktiviteter, der kan give dine elever en hjernepause.
Eleverne har brug for at genopbygge energi
Når man fjerner digital støj fra undervisningen, kan elever opleve rastløshed og få problemer med, hvad de skal gøre af deres hænder og deres tanker. De er vant til at fylde ”mentale huller” ud med noget sjovt på skærmen og bruge Instagram, TikTok mm. som overspringshandlinger, når skolearbejdet bliver svært eller kedeligt.
Mentale huller er gode for tænkning, kreativitet og trivsel. Derfor skal eleverne skal lære at være i og håndtere denne rastløshed. Men her og nu bliver vi nødt til at hjælpe dem, for de fleste kan ikke slet bare ”lave ingenting”. Vi må anerkende deres behov for små pauser, men gøre det til noget, vi gør i fællesskab, og som er helt uden skærme.
Allerbedst er at kombinere minipauserne med bevægelse. Det genoplader krop og hjerne, og restitution og energiopbygning flere gange i løbet af dagen er en forudsætning for, at eleverne kan bevare koncentrationen. Det er ikke spildtid – det giver dem energi til at lære.
Aktiviteter med bevægelse kan foregå mange steder:
- Inde i klassen mellem bordene
- Ude på gangen
- På trapper
- I fællesarealerne
- På fortovet
- I en nærliggende park
Inspiration til aktiviteter
Eleverne får et afgrænset fagligt spørgsmål, som de skal diskutere to og to, mens de bevæger sig i 5-10 minutter:
- Indendørs rundt på gangene eller på trappen, hele vejen op og ned et par gange.
- Udendørs på et nærmere defineret område.
To elever står over for hinanden. De skal tælle højt til 3: 1-2-3. Efter første gang udskiftes et tal hver gang:
- Tallet 1 skiftes ud med et klap: KLAP-2-3. Gentages 5 gange.
- Tallet 2 skiftes ud med et tramp: KLAP-TRAMP-3. Gentages 5 gange.
- Tallet 3 skiftes ud med et hop: KLAP, TRAMP, HOP. Gentages 5 gange.
Man løfter venstre ben og højre arm, imens man lader venstre arm hvile ned langs kroppen og står på højre fod. Skift herefter, så højre ben og venstre arm er løftet. Øvelsen laves et par gange, til man har helt styr på alle lemmer. Hvis ikke man er udfordret nok, kan man gøre øvelsen yderligere avanceret ved at stoppe med at bruge den ene arm eller det ene ben, men lade resten af kroppen fortsætte med at lave sprællemanden.
Varighed: 5 min.
Sted: I klassen eller ude på gangen.
Sæt musiknummeret ’Flower’ med Moby på, og lad eleverne lave Bring Sally Up Challenge med squats. Eleverne går ned i squat, når der synges ’Bring Sally down’ og går op igen, når der synges ’Bring Sally up’. Der fortsættes til sangen er slut.
Varighed: 10 min.
Eleverne inddeles i par. Hvert par skal finde en bordkant, hvor der er plads til pegefingre. En af eleverne sætter sin ene pegefinger på bordkanten i den ene ende. Derefter sætter den anden elev sin pegefinger på bordkanten ved siden af første persons finger. Derefter sætter person 1 sin anden pegefinger efter anden persons pegefinger.
Varighed: 2-5 min.
Eleverne stiller sig i en rundkreds med ca. en meters afstand mellem hinanden. En elev starter og løber slalom rundt i rundkredsen mellem eleverne. Når eleven har passeret to elever, så må eleven til venstre løbe slalom efter og prøve at fange eleven foran. Sådan fortsættes til alle elever har løbet slalom og er tilbage på deres startplads.
Der ligger masser af fællessange med tekster på YouTube. Sæt teksten op på en skærm. I starten vælger læreren sang, men efterhånden kan det være elevernes opgave et finde en god sang. Hvis eleverne (eller læreren) ikke føler sig sikre på melodien, kan man også afspille akkompagnement, men undlad videoer, så det bliver en fortrinsvis analog aktivitet.
Varighed: 10 min.
Eleverne står i en rundkreds. Underviser eller elev står i midten af rundkredsen og er sheriffen. Når sheriffen skyder en af eleverne (med sine fingre og siger bang), så skal eleven dukke sig hurtigt. De to elever, der står på hver side af den skudte elev, er nu i duel. Den der skyder sidst ‘dør’ og træder hurtigt ud af rundkredsen og lave fysisk straf. Sheriffen fortsætter med at skyde. Efter eleven har gennemført straffen, træder eleven ind i rundkredsen igen. Fysisk straf kan være 10 englehop, en løbetur ned ad gangen eller op ad trappen eller 20 x sprællemand.
Sæt musiknummeret ’Thunderstruck’ på med ACDC. Eleverne går rundt mellem hinanden og skubber til hinanden. Hver gang der i sangen synges Thunder, så skal eleverne finde en hurtigt at kramme.
Eleverne står 2 og 2 overfor hinanden – evt. på 2 rækker for at gøre det mere overskueligt. De skal konkurrere mod hinanden i forhold til at gætte antallet af fingre, der bliver fremvist. Det foregår ved at træneren siger 3-2-1-NU. På NU tager begge spillere en hånd op foran kroppen og vælger at vise et bestemt antal fingre – 0 til 5 fingre. Samtidig med at spillerne tager en hånd frem, siger de begge et tal mellem 0 og 10 for at gætte på det samlede antal fingre der bliver vist med de 2 hænder.
Det gælder om at forudse, hvad den anden person gør, kombinere med hvilket antal fingre man selv tager frem og så gætte det samlede antal fingre der bliver vist. Man kan bytte rundt på eleverne, så de ikke dyster mod den samme person hele tiden.
Eleverne opdeles i grupper á 4 personer. De enkelte grupper stiller sig i en cirkel hver. Nu skal deltagerne i gruppen koordinere at hoppe samtidig, men de må ikke tale sammen, eller tælle ned. Hvor ’tæt’ koordineret et hop kan deltagerne i grupperne koordinere?
Find afslapningsmusik på Spotify - eksempelvis Musicure. Eleverne sidder helt stille og lytter i 3 minutter, som kan øges, når de har vænnet sig til at være rolige i stilhed.
Varighed: 3 min.
Eleverne står i en eller flere cirkler og masserer blidt skulderområdet på den, der står foran.
Analoge pauser – materialer som alternativer til mobilerne
- Sudoku eller kryds og tværs på papir.
- Dimse-redskaber til hænderne - eksempelvis rubiksterning eller skubbepuslespil med tal.
- Kæmpepuslespil.
- Brætspil.
- Bordfodbold.
- Mini indendørs basketballkurve.
Links til mere inspiration
- Høje Taastrup Gymnasiums hjemmeside: htg.dk. Søg på "Brain Break"
- dgi.dk: søg på "DGI Trænerguiden - øvelser"
- weareteachers.com: søg på "64 Educational Brain Breaks Your Students Will Love"
- minds-in-bloom.com: søg på "Brain Breaks – 20 awesome ways to energize your students FAST!"
Kreditering
Ideerne er samlet af Dorte Ågård i samarbejde med Niels Brock og Chris MacDonald.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.