Forløb

Virtuel romanlæsning i engelsk

I et længere virtuelt undervisningsforløb kan man udnytte den virtuelle form og tilrettelægge læsning af en roman, så eleverne får det optimale udbytte af arbejdsformen.

Hent inspiration i dette forløb på 12 moduler à 50 minutter rettet mod en sproglig 1.g.

 

Formål

Målet for den virtuelle undervisning er, at den giver en merværdi i forhold til den traditionelle undervisning. It-ressourcer og arbejdsformer udnytter den digitale platform. Dette undervisningsforløb arbejder først og fremmest hen imod følgende faglige mål i engelsk A:

  • læse og forstå lange og komplekse tekster på engelsk i forskellige genrer og stillejer fra forskellige historiske perioder og engelsksprogede regioner

  • analysere og fortolke forskellige nyere og ældre tekster med anvendelse af relevant faglig terminologi og metode

Og kernestoffet, der er i fokus er

  • tekstanalytiske begreber og metoder til analyse af fiktive [...] tekster

 

Valg af roman

Vælg et værk, der er tilgængeligt på nettet, søg fx på Gutenberg.org eller Standardebooks.org. Det bedste er, hvis romanen også er indlæst, så de auditive elever får ekstra støtte og incitament, og de bevægelsesglade fx kan gå en tur eller lave workout, mens de lytter. Rigtig godt hjulpet er man, hvis man finder en roman, hvor der foreligger onlineressourcer knyttet til romanen.

Man kan konkret for eksempel vælge denne fine, lille og på nettet tilgængelige roman Mark Haddon: The Curious Incident of the Dog in the Night-time (metropolitancollege.com), der er indlæst i fuld længde her på youtube.com. Her er læreren godt hjulpet med gennemførte og inspirerende online-ressourcer, fx study guide (englishandmedia.co.uk), kortere study guide (freelibrary.org), gradesaver (gradesaver.com) og sparknotes (sparknotes.com). Endvidere skulle der være en film på vej: Læs mere om en evt. film her (broadwayworld.com)

 

Forløbets opbygning

Den valgte roman falder naturligt i 4 dele. 

Ved første del arbejder klassen i lærerdefinerede grupper med udvalgte spørgsmål (via Google Docs) fra den lange study guide. Grupperne skriver svar i deres kanaler i Teams, og de skal derefter læse hinandens besvarelser, og dette følges op af en kort, lærerstyret gennemgang.

Ved anden del af bogen bliver eleverne i nye grupper sat til selvstændigt at gennemgå nogle få kapitler for klassen. Læreren præsenterer en lang liste af muligheder (via Google Docs) for den form, eleverne kan bruge.

Tredje del gennemgås ved, at eleverne individuelt resumerer ét kapitel for klassen. Der er tre fokuspunkter for resumeerne, og eleverne har fire muligheder for at præsentere deres summary virtuelt. Således kommer man gennem 16 kapitler i træk i et videomøde, hvor alle deltager (Link via Google Docs). Læreren supplerer med analytiske pointer/spørgsmål efter behov.

Til den sidste korte del - og opsamlende - er der otte spørgsmål (via Google Docs), som alle skal svare på individuelt eller i par. Spørgsmålene gennemgås i et videomøde med hjælp af en random number generator (som beskrevet her Virtuel undervisning i engelsk via Google Docs)

 

Evaluering

Afslutningsvis afleverer klassen en skriftlig opgave om romanen. Her er der to muligheder. Enten at besvare 3-5 spørgsmål fra gradesaver.com eller skrive en anmeldelse ud fra study guide og How to write a book review (youtube.com), og How to review a book (youtube.com). Hvis man ikke synes, det er passende med en skriftlig aflevering (og rettearbejde) her, kan man anvende peer feedback. Erfaringen viser, at peer feedback altid skal stilladseres grundigt. Sætter man fx eleverne til at besvare 5 spørgsmål fra gradesaver.com i par, kan man dernæst lade et andet par kommentere deres arbejde. Her kunne en simpel instruks lyde: Udvælg det spørgsmål som parret har besvaret bedst og kommenter hvorfor. Præciser fx, at et godt besvaret spørgsmål er et, der lever op til følgende tre krav:

1. Er udtryk for nærlæsning (er tekstnært)

2. Anvender engelskfaglige begreber

3. Er velformuleret

 

Læs om analog værklæsning i artiklen af Eva Pors (emu.dk)

 

Kreditering

Thomas Kruse, Gribskov Gymnasium

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.