Aktivitet
Yodaengelsk: analysere sætninger du skal!
Starwars-bølgen skyller igen ind over os. Denne sjove øvelse lader eleverne prøve kræfter med jedimesteren Yodas snirklede syntaks og samtidig reflektere over sætningsskemaet.
Øvelsen træner elevernes syntaktiske kompetencer. Den varer 45 minutter og kan bruges på alle niveauer engelsk i gymnasiet.
De fleste elever har godt af at få genopfrisket syntaktisk analyse med jævne mellemrum. I denne øvelse arbejder de med citater, som mange vil kende fra Starwarsfilmene. Yodas syntaks adskiller sig på væsentlige punkter fra engelsk standard, og eleverne trænes i syntaktisk sætningsanalyse og dernæst i at reflektere over forskellen på Yoda-sprog og standardengelsk syntaks.
Der arbejdes med følgende faglige kernestof i engelsk B på hf: det engelske sprogs grammatik, ortografi og tegnsætning.
Planlægning/overvejelser
Godt nok siger man, at hjernen savner rettelak, og det derfor ikke er godt at opholde sig for længe ved fejlfyldte sætninger. Men mange elever kender citaterne fra filmene og har en holdning til den legendariske vismand fra Star Wars. De vil derfor forhåbentlig synes, at materialet er mere motiverende til syntaktisk analyse - og således opvejer målet valg af materiale.
Eleverne arbejder parvist, og opsamling sker på klassen.
Aktivitetens opbygning
Læreren introducerer eleverne for pointen med dette forløb: At kunne udtrykke sig i korrekt sprog.
Læreren viser et eksempel fra filmene, hvor Yoda taler og beder eleverne reflektere over, hvilken semantisk betydning, som man kan udlede af Yodas syntaks.
Alle kan høre, at jedimesteren har en usædvanlig og efter vores begreber rodet syntaks. Den afgørende pointe er imidlertid, at det vigtigste i hans sætninger altid kommer først på bekostning af syntaktisk korrekthed. Det er baggrunden for den usædvanlige ordstilling.
Øvelsen
Eleverne analyserer to og to Yodas sætninger syntaktisk. De skriver sætningerne om til standardengelsk.
Eleverne bruger følgende tegn til deres syntaktiske analyse:
v verbal
s subjekt
do direkte objekt
io indirekte objekt
adv adverbial
sp subjektsprædikat
k konjunktion
Analyseopgave
1. Begun the Clone War has
2. Much to learn you still have
3. Lost a planet Master Obi-Wan has
4. Always in motion the future is
5. Good relations with the Wookiees I have
6. Into exile I must go. Failed, I have
7. Reckless he is. Matters are worse
8. Truly wonderful the mind of a child is
9. Agree with you, the council does. Your apprentice, Skywalker will be
10. Always two there are, no more, no less: a master and an apprentice
11. Fear is the path to the Dark Side. I sense much fear in you
12. Qui-Gon's defiance I sense in you
13. Powerful you have become, Doocu. The dark side I sense in you
14. Twisted by the Dark Side young Skywalker has become
15. If into the security recordings you go, only pain will you find
16. Judge me by my size, do you?
De hurtige elever kan man bede om at finde yderligere citater, som de analyser på samme måde – og omskriver til standard engelsk.
Evaluering
Som evaluering kan læreren udlevere dette løsningsark (PDF) til selvevaluering eller gennemgå arket på projektoren i plenum.
Det er også en mulighed at indsamle elevernes besvarelser for at evaluere udbyttet af den hidtidige undervisning i syntaktisk analyse.
Kreditering
Øvelsesarket er udarbejdet af lektor i dansk og engelsk Thomas Kruse, Gribskov Gymnasium
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.