Forløb

Innovativ undervisning i filosofi

Katalog over øvelser til filosofiundervisningen på C og B. Øvelserne kan både bruges som hele forløb og sekvenser i enkelte moduler.

Innovation i filosofi giver mulighed for

  • at afveksle filosofiundervisningen
  • at konkretisere filosofiske problemstillinger
  • at aktivere andre elevtyper end sædvanligt i filosofi
  • at gøre filosofi relevant

Man kan arbejde med filosofi C-læreplanens krav om løsningsforslag, konkretisere etiske problemstillinger. På filosofi B stilles der ydermere krav om, at et forløb skal have innovativt sigte.

 

Planlægning/overvejelser

Dette er ment som en oversigt over mulige øvelser til undervisningen. Nogle af dem er konkretiseret i undersider. Innovation giver typisk mulighed for stor elevaktivering: som decideret projektarbejde eller gruppearbejde.

De første syv forslag folder innovation ud i større stil, mens de sidste seks i højere grad er kreative øvelser, der træner innovative kompetencer.

 

Etik: Robotulykker eller robotdrab? De etiske problemer ved selvkørende biler

Eleverne skal bestemme, hvilke principper en selvkørende bil skal handle efter i tilfælde af ulykker. Dermed får de bragt etik i anvendelse, tvunget til at forholde sig til konkrete løsningsforslag, samt får belyst et dilemma ved teknologisk udvikling.

Øvelsen kan variere fra en lille udgave på 30 min. til en stor evt. projektudgave på flere moduler med introduktion af etik-filosoffer.

Eleverne inddeles i grupper à ca. fire

Innovativ øvelse

Bolvo er ved at udvikle en selvkørende bil og har efterlyst filosoffer til at opstille principper for programmeringen af bilen i tilfælde af ulykker.

Begynd med trolley-tankeeksperimentet

  • Skifte spor?
  • Skifte spor hvis færre rammes?
  • Vælte tyk mand foran spor?
  • Selv hoppe foran spor?

Eleverne stemmer undervejs, hvad de mener, man bør gøre.

Mulige problemer med selvkørende biler

Eleverne brainstormer over mulige problemer fx på padlet:

  • Alene
  • På motorvej
  • I trafikeret by
  • Med motorcykler
  • Med fangetransporter
  • Med ambulancer
  • Med gamle
  • Med børn
  • Med dyr

Opgave

Hvilket princip skal bilen handle efter, hvis der opstår uheld?

 

Innovation efter KIE-modellen

K(reativ): Idegenerering med post-its

Eleverne kommer med masser ideer til, hvordan den kan programmeres. Det er vigtigt, at alle er åbne for alle muligheder, og at alle forslag kommer på bordet.

Idegenerering med benspænd:

  • Der er ingen lovregulering
  • Der er en lovregulering
  • Det skal tage hensyn til forsikringsselskaber
  • Det skal formuleres efter pligtetik
  • Det skal formuleres efter nytteetik
  • Det skal formuleres efter regel-nytteetik
  • Det skal kun tage hensyn til etik

I(deudvælgelse)

Gruppemedlemmerne vælger hver især den løsning, de synes er bedst.

Skrivestafet: Eleverne skriver på et stykke papir ved + og – hvilke fordele og ulemper, der er ved ideen. Efter fx 2 min. roterer papiret med uret, og eleverne skriver videre på den forrige elevs liste. Papirerne fortsætter en hel omgang.

På baggrund af stafetten bliver gruppen enig om den bedste løsning.

E(ntreprenørskab): Præsentation af princippet

Eleverne præsenterer deres løsning i grupper for resten af klassen.

Resten af klassen angriber løsningen for dens etiske problemer, og gruppen forsvarer.

 

Etik: Tal pænt på nettet

Afslutning på et modul om Levinas’ tanker om ansigtets etik? Eleverne er blevet vist klip fra tv-programmet ”Ti stille kvinde” (afsnit 2: 6.52-9.00 og afsnit 3: 16.21-18.00, 18.52-22.20). De er blevet relateret til Levinas.

Derefter skal eleverne i 10 min. brainstorme ideer til at få folk til at opføre sig pænt på nettet. Afsluttende diskussion, hvor eleverne præsenterer deres bedste ideer.

 

Fri vilje og nudging

Eleverne præsenteres for forskellige definitioner på nudging ud fra artiklen: Maria Klit: Etisk råd vil diskutere brugen af nudging, 2015 (navisen.dk),

Her findes fire holdninger/definitioner:

  • Etisk Råd: udvisker grænserne mellem opfordring og manipulation
  • The Behavioural Insights Team: Få folk til at træffe gode valg – defineret af regeringen
  • Thomas Christensen, The Nudging Company: “Nudging går derimod ud på, at du skal få incitament til at gøre noget, som du ikke får gjort, fordi du har travlt med alt muligt andet”, ” man ikke må fjerne folks valg, når man nudger dem”              
  • Psykolog Dorthe Birkmose: ”Og den tanke om, at nogle mennesker skal styres i den rigtige retning, det handler jo om, at der er nogle, der vil styre nogle andre. Og det er uetisk, siger hun.”

Innovativ øvelse til eleverne: For mange elever på skolen ryger

Udtænk en ide, så færre begynder at ryge vha. en af følgende metoder:

  • nudging som The Nudging Company definerer det (gøre folk opmærksom på valg)
  • nudging som The Behavioural Insights Team (få folk til at træffe bestemte valg)
  • propaganda (dæmonisere ens modstandere, så kun et valg virker muligt)
  • forbud

Diskuter hvilket der er

  1. mest effektivt
  2. etisk acceptabelt.

 

Multikulturalistiske problemstillinger

Eleverne præsenteres for konkrete problemstillinger og multikulturalistiske grundpositioner og udvikler et løsningsforslag. Læs mere om øvelsen på systime.

 

Livsfilosofi: Filosofisk hjælp til stressramte unge

Eleverne bruger filosoffer fra et forløb om livsfilosofi til at hjælpe stressramte unge i et projekt på ca. 2 moduler.

Produktkrav

  • I skal lave et produkt, der bidrager til at hjælpe Bjarne og elever med lignende problemer. I har frie hænder til at vælge en produktform, men skal gøre jer overvejelser om, hvorvidt det er en hensigtsmæssig måde at kommunikere på.
  • I skal ikke nødvendigvis lave hele jeres produkt – blot en skitse.
  • I skal arbejde sammen i grupper à ca. 3.
  • I skal inddrage filosoffers løsningsforslag eller filosofisk vejledning.
  • I skal præsentere jeres produkt for klassen.

 

Til filosofi B: Innovationsforløb ud fra Peter Singers etik

Fem moduler à 95 min.

Eleverne introduceres til Peter Singers argument fra Det liv du kan redde, finder et eksempel på etisk dårlig adfærd på deres egen skole, opstiller et argument à la Singers for, hvorfor adfærden skal ændres og laver et produkt der ændrer den dårlige adfærd.

Grundproblem: Er vi forpligtede til at handle på noget, hvis vi ved, det er etisk forkert? Innovativt forløb: Eleverne skal forsøge at få andre til at ændre adfærd og handle etisk korrekt. Eleverne skal præsentere et argument for noget de mener, er etisk korrekt, som mange alligevel ikke gør. Der skal inddrages etiske standpunkter fra sidste års etik-forløb. Eleverne skal lave et produkt, hvor de får folk til at ændre adfærd. Eleverne skal præsentere og vurdere produktets effekt. De øvrige elever skal vurdere det etiske argument samt effekten af produktet.

Læreplan, filosofi B
  • Læse længere filosofisk tekst: 20-40 s.
  • Tekster fra nyere tid
  • Innovativt sigte

 

Modulplan

  • 1.-2. Peter Singer: Det liv du kan redde, Kristeligt Dagblad, 2009, s. 9-36 + udvælgelse af eksempel på forkert adfærd
  • 3. Produkt: Idegenerering+udvælgelse+ præsentation af nedenstående indvendinger
  • 4. Produkt: Udarbejdelse
  • 5. Produkt: Udarbejdelse
  • 6. Fremlæggelser + vurderinger

 

Indvendinger mod at give

  1. Der er ikke noget sort og hvidt universelt princip for alle. Det er bedre at acceptere, at alle har deres eget syn på problemet, og alle har ret til at følge deres egen overbevisning
  2. Du har arbejdet hårdt for at nå så langt som du er nu, så har du ikke fortjent retten til at nyde det?
  3. Vi er bestemt ansvarlige for det onde vi påfører andre, uanset hvor, og vi skylder disse mennesker kompensation … Ikke desto mindre har jeg ikke set noget troværdigt argument for, at vi som en generel pligt skylder at gøre noget for dem, som ikke har gjort noget.
  4. Amerika er en gavmild nation. Som amerikanere giver vi allerede mere end rigeligt i ulandsbistand via skatterne. Er det ikke nok?
  5. Velgørenhed undergraver reel politisk forandring
  6. Det skaber afhængighed at give folk penge eller mad
  7. Kontakter er kapitalismens sædekorn. Hvis man giver dem væk, vil det mindske fremtidig væskt
  8. Hvad hvis du tog hver eneste øre du havde, og gav til de fattige i Afrika…? Så har vi ingen økonomi, ingen evne til at skabe ny velstand eller hjælpe nogen?
  9. Folk har særlige relationer til deres familier, deres lokalsamfund og deres lande. Dette er menneskehedens standardudstyr, og i hele menneskets historie har kun de færreste set noget galt i det.
  10. [Hvis vi giver det, vi ikke behøver, til de fattige] ville verden blive et bedre, mere jævnbyrdigt sted. Men det er ligesom et barn der køber en pose slik, beholder et stykke og giver resten væk. Det sker bare ikke.
  11. Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at folk skal dø, men jeg føler mig generelt ikke forbundet med dem. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg rejste hen hvor de mennesker sulter, ville jeg måske nok tænke anderledes, men som det er nu, er de bare alt for langt væk. Ved ikke at give penge til hjælpeorganisationer, sætter jeg altså stiltiende men egen velstand højere end mange andres opretholdelse af livet. Og ja, det gør jeg vist. Er det umoralsk af mig? Måske. … Jeg har ikke tænkt mig at forsvare mig moralsk, men bare blotlægge mine personlige følelser – det vil sige, bare forklare hvordan jeg har det.

 

Formidling af videnskabsteoretisk projekt

Innovation kan også handle om, hvordan man formidler. I dette projektarbejde om videnskabsteori (systime.dk) skal eleverne være kreative i, hvordan de formidler deres arbejde til resten af klassen.

 

Teater: Hobbes’ og Lockes naturtilstand

Lav et teaterstykke over naturtilstanden hos Hobbes eller Locke, herunder hvorfor og hvordan man forlader den.

 

Skriveøvelse: Libyen og Hobbes’ naturtilstand

Eleverne undersøger den politiske udvikling i Libyen ca. 2008-2018 gennem infomediesøgninger.

Det er 2011, og du kan forudsige, hvad der kommer til at ske i Libyen, hvis NATO griber ind ved at bombe Gaddafi. Skriv et læserbrev, hvor du bruger Hobbes til at argumentere imod at gribe ind.

 

Teater: Kierkegaards faser til skolefest

Det er skolefest. Hvordan fejrer Kierkegaards stadier det? Det skal I vise i et teaterstykke.

Forberedelse: 15 min.

Rollespillet skal omfatte:

  • Kierkegaards stadier
  • Fortvivlelse
  • Forholdet til normer
  • Valget
  • En kæreste
  • Det religiøse
  • Alkohol
     

Nietzsches brev til en konverteret ven

Du er Nietzsche. Skriv et brev til din barndomsven, som er blevet kristen, hvor du forsøger at få ham på ret køl. Brevet skal indeholde følgende:

  • ”Gud er død”
  • Vennens konvertering til Kristendommen
  • ”Herremoral” og ”slavemoral”
  • ”Godhed”
  • ”Viljen til magt”
  • ”Overmennesket”
  • ”Gamle jas”

 

Gode råd fra Epikur til skolebladet

Skolebladet har deadline om 2 uger. Skriv en artikel til bladet med tre gode råd fra Epikur på baggrund af Epikurs brev til Menoikeus.

 

Kuhns paradigmeteori som tegneserie

Lav en tegneserie om videnskabelig udvikling if. Kuhn, hvor følgende begreber indgår:

  1. Normalvidenskab
  2. Gådeløsning
  3. Anomali
  4. Videnskabelig revolution
  5. Paradigmeskift

 

Andre ideer

På FIP i filosofi fandt deltagerne på en række gode ideer, som venter på at blive konkretiseret og ført ud i undervisningen. De er som følger:

  • Afslutning på etikforløb: skriv ti nye bud! Afsæt god tid. God øvelse til diskussion og refleksion af de filosofiske bud.
  • Menneskesyn-podcast. I grupper rettet mod gymnasieelever. Der skal være en undervisning og oplysning i en bestemt filosof(i), elementer fra elevernes verden (kulturelle, samfundsmæssige, skole- eller medieverden). Bliver løbende lagt på skolens hjemmeside.
  • Innovativ tur på museum i forlængelse af et æstetikforløb (Kunst og filosofi)
  • twinery: dannelse af filosofiske dilemmaspil
  • filosofisk terapeut: efter fx et forløb om eksistentialisme ser vi et afsnit af en tv-serie eller en dokumentarserie fra DR3 eller andet, der er relevant for eleverne. Vi leger så, at en karakter fra serien, der har et problem, kommer ind i rummet, og eleverne skal så forsøge at hjælpe karakteren med problemet ud fra de filosofiske tekster, vi har læst i forløbet.

 

Kreditering

Forløbet er lavet af Søren Sejer Lohse-Hansen, Rosborg Gymnasium og HF, i samarbejde med deltagerne i FIP filosofi 2020.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.