Nyhed
Undersøg jordskælvsbølger med Virtual Earthquake
Brug den interaktive webbaserede simulator til at undersøge jordskælvsbølger ved hjælp af seismogrammer.
Formål
I forløbet perspektiveres elevernes viden om bølger og de bestemmer epicenter og richtertal for forskellige jordskælv ved hjælp af websiden Virtual Earthquake. Samtidig benyttes et undervisningsmateriale på engelsk.
Placering, omfang og niveau
Forløbet kan afvikles på et enkelt modul og tænkes placeret i slutningen af et forløb om bølger på C eller B niveau. Hvis klassen også har naturgeografi, kan forløbet bruges i et flerfagligt forløb. Forløbet kan let udvides, se under forslag til uddybende arbejde.
Instruktion
På websiden Virtual Eartquake er der en selvforklarende instruktion på engelsk, hvor eleverne guides igennem en undersøgelse af op til fire forskellige jordskælv. Undervejs bestemmes placering af epicenter samt richtertal. Epicenterets placering bestemmes ved triangulering. Richtertallet bestemmes ved hjælp af et nomogram.
Forslag til uddybende arbejde
I Virtual Earthquake (sciencecourseware.org) vises grafer, som viser sammenhængen mellem tid og afstand for S og P bølger. Brug disse grafer til at bestemme S og P bølgernes hastighed gennem Jorden.
Der vises også en graf over tidsforsinkelsen mellem P og S bølger som funktion af afstanden fra epicenteret. Det er denne forsinkelse, som bruges til at bestemme afstanden til epicenteret ved hjælp af seismogrammet. Eleverne kan bruge teori for bevægelse med konstant hastighed til at udlede en formel, som angiver S-P tiden som funktion af afstanden til epicenteret. Sammenlign med grafen i Virtual Earthquake.
Eleverne kan læse mere om jordskælv på geus.dk og geus.net (e-learning for grundskoleelever og i grundforløbet).
I geus.net materialet kan eleverne finde en formel, som viser sammenhængen mellem richtertallet og den udløste energi. Lad eleverne benytte formlen til at bestemme energien i nogle kendte jordskælv og sammenlign med for eksempel Danmarks årlige energiforbrug eller energien fra en atombombe.
På B eller A niveau kan eleverne læse mere om seismologi og det kan inddrages, at S og P bølgernes hastigheder faktisk ikke er konstante, som man går ud fra i modellen ovenfor. Læs fx mere her: Understanding Earth Through Seismology (opentextbc.ca)
Evaluering og mundtlighed
Opdel klassen i grupper på ca. 4 elever i hver og lad eleverne trække lod om, hvem der skal holde et 5 minutters oplæg om, hvordan epicenteret og richtertallet for et jordskælv kan bestemmes.
Kreditering
Jens Bang-Jensen, Sct. Knuds Gymnasium i samarbejde med CFU.
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.