Forløb
Inddrag energilagring og bæredygtig energiforsyning i din fysikundervisning
Dette forløb omhandler DTU’s forskningsprojekt om energilagring af vindmølleenergi. Det faglige niveau i opgaven passer til C-niveau, hvor læreren arbejder med energi og ønsker at perspektivere emnet.
Anslået tidsforbrug: 1-2 moduler á 90 minutter
Formål
Den vedlagte temaopgave tager udgangspunkt i en artikel og den tilhørende video på dr.dk, hvor bæredygtig energiforsyning er i centrum.
Eleverne arbejder med at forstå principperne i DTU’s forskningsprojekt om energilagring af vindmølleenergi. Derved perspektiveres begreber fra kernestoffet i energi, og eleverne introduceres til en moderne teknologiform.
Planlægning og overvejelser
Forløbet kan planlægges som gruppearbejde, hvor eleverne sammen besvarer opgavens spørgsmål. Læreren kan desuden overveje, om den skal bruges som oplæg til et eksperimentelt forløb, hvor eleverne for eksempel undersøger modelvindmøller eller solceller. Man kan også inddrage f.eks. samfundsfag i et flerfagligt samarbejde om energilagring, hvis klassen har dette fag.
Opgaven kan eventuelt afleveres som en formidlingsopgave, eller grupperne kan holde mundtlige oplæg.
Opbygning af opgaven
Der indgår spørgsmål om, hvordan vindmølleenergien kan lagres og hvordan man kan hente energien ud igen. Undervejs bruges teori og formler for densitet, varmeenergi samt potentiel energi. Energiomdannelse og energikæder indgår også. Der regnes på en opskalering af forsøgsanlægget, så det måske i fremtiden kan forsyne hele Danmark med oplagret vindmølleenergi på dage med vindstille vejr.
Eleverne undersøger desuden Danmarks energiforbrug på daglig basis samt på årlig basis ved hjælp af oplysninger fra energinet.dk og ens.dk. Disse oplysninger sammenlignes med DTU’s energilagringsteknologi.
Evaluering og refleksion
Efter forløbet kan man undersøge elevernes udbytte, fx ved hjælp af disse spørgsmål:
- Hvorfor forsker man i energilagring?
- Findes der andre former for energilagring end den, som DTU forsker i?
- Nævn de vigtigste formler og begreber, som du fik repeteret i dette forløb.
- Diskuter, hvorfor det er vigtigt at kunne perspektivere viden og begreber fra fysikundervisningen.
Opgaven kan udbygges ved at gøre mere ud af andre former for energilagring af bæredygtig energi.
Kreditering
Jens Bang-Jensen, Sct. Knuds Gymnasium, i samarbejde med CFU
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.