Artikel

Baggrundsartikel: De tyske flygtninge i Danmark 1945-1947

Hvordan Danmark håndterede internering af de tyske flygtninge - herunder reference til aktuelle diskussioner (historiebrug).

v. Sofie Lene Bak, lektor ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet

 

Artikel om de tyske flygtninge

1945. Den 27. januar nåede den sovjetiske hær frem til koncentrationslejrkomplekset Auschwitz ved Oświęcim 50 km vest for Krakow i Polen. Ti dage forinden var Polens hovedstad Warszawa, der næsten var jævnet med jorden, endelig blevet befriet.
6. februar krydsede russerne floden Oder og var dermed kun 70 km fra den tyske hovedstad Berlin.

I takt med at den sovjetiske hær rykkede frem i de tidligere tysk-besatte områder i Østeuropa, blev millioner af tyskere, soldater såvel som civile sendt mod vest og nord i en panisk evakuering. De frygtede berettiget russernes hævn, efter en brutal krigsførelse, hvor tyskerne i deres felttog i 1941 havde massakreret befolkningen, stjålet alt af værdi og ødelagt resten i den brændte jords taktik.

25 millioner sovjetborgere mistede livet under Anden Verdenskrig. Sovjetunionen var dermed den væsentligste faktor i nedkæmpningen af Nazityskland. Halvdelen var civile ofre.
Den sovjetiske hærs gengældelse var rædselsvækkende: Det anslås, at op imod 2 millioner tyske kvinder blev voldtaget af russiske soldater, mens hundredetusinde civile tyskere mistede livet som følge af krigsforbrydelser i krigens sidste fase.

I havnebyerne ved Østersøen udspillede der sig kaotiske scener, mens de desperate flygtninge forsøgte at komme ombord på færger, skibe, pramme og alt, der kunne holde sig oven vande. Hundredtusindvis af flygtninge døde undervejs under de allieredes bombeangreb eller bukkede under af sult, kulde og sygdom. Desuden var de flygtninge, som det lykkedes at komme ombord på evakueringsskibe, ingenlunde i sikkerhed på havet. Mindst 7000 mennesker druknede fx, da skibet Wilhelm Gustloff blev torpederet af russerne i januar 1945.

Det er verdenshistoriens største skibsforlis med et antal dødsofre, der er mindst 5 gange højere end Titanic.

 

Tyske flygtninge i Danmark

Fra begyndelsen af februar og til den 4. maj 1945 ankom 350.000 af disse flygtninge til Danmark. Ca. 100.000 af disse var sårede tyske soldater og ca. 250.000 var civile tyskere - de fleste kvinder og børn. De havde været på flugt i uge- eller månedsvis og var i en elendig forfatning. Allerede i 1945 døde over 13.000 tyske civile flygtninge i Danmark, heraf var næsten 8000 børn under fem år. 1/3 af alle flygtningebørn under fem år døde; hele 80 % var børn under et år.

De døde af underernæring, mave- og tarminfektioner og børnesygdomme, der bredte sig som epidemier hos flygtningene. Det betyder, at der i 1945 døde flere tyske flygtningebørn end det samlede antal danskere, der døde som følge af fem års besættelse.

Frem til befrielsen den 5. maj var flygtningene besættelsesmagtens ansvar, og de forsøgte at få danske myndigheder til at samarbejde. Fra dansk side var det et urokkeligt krav, at de 2000 danske politibetjente, som sad i tyske koncentrationslejre, som modydelse skulle løslades.

De tyske myndigheder tøvede, og den danske lægeforening afslog at yde lægehjælp med undtagelse af tilfælde af epidemiske sygdomme, der kunne true den danske befolkning. Men også i Sønderjylland, hvor flygtningene til dels blev indkvarteret privat hos det tyske mindretal og herigennem modtog lægehjælp, var ikke mindst børnedødeligheden alarmerende høj.

Den 5. maj 1945 overtog de danske myndigheder det økonomiske og lægelige ansvar, og flygtningene blev sat under bevogtning
På dette tidspunkt var der omkring 85 tyske flygtningelejre i Danmark, og derudover var ikke mindre end 1000 bygninger blevet beslaglagt og benyttet til indkvartering af flygtninge.
I hovedstadsområdet alene opholdt der sig 100.000 tyske flygtninge under ofte fortvivlende forhold. Hygiejnen var elendig og forplejningen tarvelig, og sygdomme spredte sig som løbeild.

Der var behov for en mere permanent løsning, ikke mindst fordi de allierede, repræsenteret ved SHAEF (Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces) meddelte Danmark, at der var lange udsigter til, at de tyske flygtninge kunne sendes hjem til Tyskland. Dertil var forholdene i Tyskland for kaotiske, og antallet af internt fordrevne og hjemløse i forvejen for store.

I løbet af efteråret 1945 blev flygtningene derfor samlet i store lejre i hastigt opførte barakker, hvor der blev afsat 2,5 m2 pr. person – det halve til børn. De største lejre var Kløvermarken på Amager i København med over 17.000 flygtninge og Oksbøl-lejren, der på sit højdepunkt i 1946 husede 35.000 flygtninge. Det gjorde lejren til Danmarks 6. største by.

Men madrationerne var fortsat utilstrækkelige. I maj 1945 var flygtningenes madration blevet sat til 2000 kalorier. Det var 2/3 af det normale kalorieindtag for danske borgere. Først fra sommeren 1946 fik børn og spædbørn en kost, der kunne sikre deres overlevelse og helbred. Det er dog værd at bemærke, at de overordnede vilkår for flygtningene blev fastsat af SHAEF, og at danskerne faktisk øgede flygtningenes daglige kalorieindtag i forhold til SHAEFs anbefalinger.

I lejrene blev der tilbudt undervisning og gennemført såkaldte afnazificerings-programmer, der skulle indprente børn og voksne demokratisk sindelag og skyldsbevidsthed. Der blev ikke tilbudt danskundervisning. Det var aldrig meningen, at de tyske flygtninge skulle integreres i det danske samfund. Tværtimod var det forbudt for danske borgere at have kontakt med flygtningene, og deres mulighed for at forlade lejrene var stærkt begrænsede. Fra dansk side var politikken klar: Flygtningene skulle forlade Danmark hurtigst muligt.

 

”Nødtørftig, men forsvarlig”

Hjemsendelserne af flygtningene begyndte i slutningen af 1946, efterhånden som situationen i Tyskland gjorde det muligt, og i 1949 lukkede Oksbøllejren som den sidste af flygtningelejrene. Det skønnes, at udgifterne til de tyske flygtninge løb op i 430 mio. kr. – et beløb der svarer til omtrent 9 mia. i nutidskroner. 160 millioner blev senere tilbagebetalt af Vesttyskland.

I 1950 udgav Flygtningeadministrationen en hvidbog, der redegjorde for myndighedernes indsats. Det endte måske ikke så overraskende med en positiv vurdering, der fremhævede ”den retningslinje, som har været grundlæggende for hele flygtningeforsorgen, nemlig at forsorgen skulle være nødtørftig, men forsvarlig, således at Danmark med sine humanitære og demokratiske traditioner kunne være forsorgen bekendt”.

De danske myndigheders behandling af de tyske flygtninge er fortsat genstand for heftig diskussion. Historiker og læge Kirsten Lylloff anklagede i 1999 de danske læger for at have brudt deres lægeløfte ved at nægte at behandle flygtningene.
Det synspunkt kan man diskutere både som et moralsk og som et historisk spørgsmål.

Til den historiske diskussion hører, at den danske befolkning generelt blev forråede i besættelsens sidste hårde måneder. De var dagligt vidne til drab og voldshandlinger, og netop læger var ofte mål for de tyske terrorkorps' hævnaktioner, de såkaldte clearingdrab. Had til alt tysk var udbredt, og de voldsomme følelser var også rettet mod ”nazi-yngel”, børn af tyske forældre, som man frygtede allerede var smittet med ”nazismens gift”. Modviljen havde i perioden før og efter befrielsen karakter af et etnisk had, hvor tyskerne blev pålagt kollektiv skyld for nazismens forbrydelser.

Desuden frygtede danske myndigheder både for befolkningens og de allieredes dom, hvis man hjalp de tyske myndigheder. Samarbejdspolitikken var reelt forsat efter regeringens tilbagetræden i august 1943, nu med ministeriernes øverste chefer, departementscheferne, som forhandlere på dansk side med politikerne på sidelinjen.

I foråret 1945 var samarbejdspolitikken – og rationalet bag den – døende. Tyskerne havde ikke ret meget at tilbyde, og danskerne hovedbekymring var nu hvordan de allierede, og måske særligt russerne, ville opfatte Danmarks rolle under krigen. Derfor blev handlinger så som frivilligt at stille faciliteter og hjælp til rådighed for tyskere, som de allierede slet ikke betragtede som flygtninge, men derimod som expatrieret eller evakueret befolkning, ikke set som politisk opportunt. 

 

Eftertidens opgør

Når vi i dag ser på datidens handlinger og debatter, er det vigtigt at huske, at der dengang endnu ikke fandtes noget internationalt regelsæt for behandlingen af flygtninge. Genevekonventionens bestemmelser om beskyttelse af civilbefolkningen i krig blev først indført i 1949, ligesom FNs Flygtningekonvention først blev skabt i 1951.

Ligeledes kan det spørgsmål rejses, om lægebehandlingen ville have gjort den store forskel. Som nævnt ovenfor viser et studie fra Sønderjylland, at selvom flygtningene var privat indkvarteret hos familier fra det tyske mindretal, der var sympatisk indstillet over for flygtningene, og modtog lægehjælp fra mindretallets egne læger, døde et forfærdende antal børn.

Der savnedes både lægemidler og behandlingsformer for flygtningenes sygdomme, fx var antibiotika endnu ikke i almindelig brug. Børnedødeligheden var generel høj (4,8%), ikke mindst blandt enlige mødre (8,3%). Det ændrer dog ikke ved det moralske spørgsmål, om de danske myndigheder og læger alligevel burde have forsøgt at hjælpe de syge og ydet en større indsats for at begrænse smitte af fx tyfus og børnesygdomme.

Den komplekse diskussion og forskningsmæssige uenighed betyder, at de tyske flygtninge er genstand for historiebrug på modsatrettede måder. Flygtningenes situation kan både bruges som forsvar for en angivelig lang, dansk tradition for en human og omsorgsfuld flygtningepolitik, og som en historisk parallel i aktuelle diskussioner, der kritiserer dansk flygtningepolitik for at være restriktiv og umenneskelig.  

I alt døde 17.000 civile tyske flygtninge, mens de opholdt sig i Danmark. Der er i alt begravet 25.150 tyske flygtninge og soldater i Danmark.

 

Billeder

Tyske flygtninge indkvarteret i Gladsaxe Idrætspark (Frihedsmuseet)

Tyske flygtninge i HIK-Hallen, Hellerup (Frihedsmuseet)

Kløvermarken flygtningelejr (Frihedsmuseet)

 

Vigtige værker om de tyske flygtninge

Kirsten Lylloff: ”Kan lægeløftet gradbøjes? Dødsfald blandt og lægehjælp til de tyske flygtninge i Danmark 1945”. I: Historisk Tidsskrift, Bind 99, Hæfte 1, 1999, s.  33-67

Leif Hansen Nielsen: De tyske flygtninge i Nordslesvig 1945-48. 2013.

Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49. 1987. Det nu forældede hovedværk om de tyske flygtninge, der i høj grad læner sig op af de danske myndigheders selvforståelse, som kom til udtryk i flygtningeadministrationens hvidbog Flygtninge i Danmark 1945-1949. 1950).

 

Links

Dokumentaren ”Tyske flygtninge i Danmark”, 1949 (Filmcentralen)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.