Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i idræt - maj 2022

I dette nyhedsbrev kan du læse lidt om en opsummering på sommerens prøvesituation, de netop afholdte FIP-kurser, evaluering af forsøgsordningerne og kort om forventningerne til næste skoleår.

Kære alle

Det føles næsten som Groundhog Day, når jeg hver gang kan gentage mig selv, men dog på en lidt ny måde. Det samme emne synes at vende tilbage med et lille tvist hver gang. Og ja, det er sommerens prøver, jeg taler om.

I starten af skoleåret måtte jeg fortælle, at politikerne ikke mente, at der skulle rokkes ved årets prøver overhovedet. Der skulle være fuldt udtræk og idrætseleverne skulle op i seks færdighedsområder. Vi var en del fagkonsulenter i forskellige især tre-årige fag, der problematiserede det – også i forhold til tidligere udmeldinger fra skoleåret før og den nødundervisning, der havde fundet sted der.

Et par måneder senere kunne jeg så melde ud, at det virkede til, at vi var blevet lyttet til, og det var blevet muligt at tilpasse prøven. En fornuftig løsning set fra vores side. Vi kunne få mulighed for at få eksamen prøvet af og få nogle erfaringer, men samtidigt med mulighed for at tilpasse prøven til den undervisning, der var gennemført på et tilfredsstillende niveau.

I mellemtiden er der kommet en ny politisk tilgang til årets prøver, og som I jo nok ved, så er de stærkt reduceret i antal. Langt de fleste vil ikke kunne få deres hold til prøve, men der er enkelte steder, hvor de lokale studieretninger stadig er med i udtrækket, så de kan måske komme op.
Andre steder er det meget usandsynligt pga. den prioriterede rækkefølge, der er meldt ud.

På hf-hold kan der være nogle, der skal til prøve afhængigt af, hvordan faget er placeret i skolens udtræksrækkefølge, og af om eleverne på holdet har valgt at få antallet af prøver reduceret.
I fald at I har elever, der skal til prøve, så gælder reglerne for en mulig reduktion i antallet af discipliner stadig. Det skal aftales med den lokale ledelse i forhold til, hvad der er nødundervist i.

Det har således været svært at spå om prøverne, men i forhold til det kommende skoleår, så kan jeg, som det er nu, ikke se, at der skulle komme nogen lempelser til prøverne i skoleåret 22-23. Her vil det sandsynligvis forventes, at det er indhentet nok til, at der kan laves prøvepakker med seks discipliner.

Det vil også betyde, at vi efter næste sommer mere kvalificeret kan evaluere på reformen, den nye læreplan og prøven i idræt. Her kan erfaringerne fra bl.a. en mere åben placering af træningsprojektet også blive evalueret.
Træningsprojektet var også i fokus på dette års FIP-kurser, og der har siden sidst været afholdt FIP i både øst og vest, som, hvis man ser bort fra den forsinkede morgenmad i Aarhus, virker til at have været gode og brugbare.

FIP er en prioritet fra ministeriet, da det er et godt og direkte bindeled til jer på skolerne, og det der rører sig i ministeriet. Jeg har i anden sammenhæng hørt, at nogle skoler tror, at de kun må sende max to lærere afsted, da der i indbydelsen til skolerne står, at det forventes, at skolerne sender 1-2 lærere på FIP.
Jeg ved ikke, om det har været tilfældet for nogle af jer, men det skal dog forstås som et minimum. Det skulle gerne fremgå tydeligere til næste skoleår.
At der samtidigt også er en forventning fra ministeriet om, at der kommer repræsentanter fra skolerne, er også noget, I gerne må hjælpe jeres ledelse med at forstå, hvis det kan være svært for jer at få lov til at tage af sted på FIP. Materialerne fra årets FIP kan findes i en tilgængelighedsgjort udgave på EMU’en og i en mere original udgave på den faglige forenings hjemmeside gym-idraet.dk.

Forsøget med lokale idræt b-studieretninger har netop fået lov til at løbe to år længere, så der er mere tid til at evaluere det.
Det andet forsøg med idræt A-studieretningerne forventes der taget en beslutning om her i løbet af foråret, så vi kan få en afklaring i forhold til, hvad der kommer til at ske med idræt A. Om faget skal sløjfes, fortsætte som et forsøg, eller gøres permanent enten som lokal studieretning eller som en generel mulighed.
Jeg har sammen med forsøgsskolerne indgivet en evaluering af forsøget, der peger på flere gevinster både fagligt, fastholdelsesmæssigt og i forhold til et karriereperspektiv.

Afsluttende kan jeg sige, at et overordnet fokus fra ministeriet næste år er overgange. Det er ikke helt uinteressant for vores fag, for det har ført til nogle interessante overvejelser omkring ligheder og forskelle mellem idræt i grundskolen og gymnasiet, og hvor lidt mange af os ved om idrætsundervisningen i grundskolen. Blot som et eksempel dækker deres færdighedsområder over noget andet end vores, og det kan måske godt forvirre vores elever lidt.
Her er helt sikkert noget, vi ikke vil tage skade af lære mere om, når vi skal forstå, hvad vores elever kommer med af forforståelse til faget, men mere om det senere. For nu håber jeg, at I får en god eksamensperiode og en endnu bedre sommer, og at vi så er klar til at vende tilbage til et normalt skoleår i august.

De bedste hilsner

Lasse

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.