Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i idræt - maj 2024

Bliv opdateret på temaet for næste års FIP, få gode råd til eksamen og lad dig inspirere til studietur til Berlin.

Kære alle

Nedenfor har jeg beskrevet tre nyheder, der er relevante for idrætsfaget. God læselyst.

 

Berlin

Med de forandrede krav til grønnere studieture i tankerne, har jeg været så heldig at have været med på den faglige forenings kursus i Berlin for et par uger siden.

Her blev vi med Hans Bonde, som begejstret og vidende guide, ført igennem forskellige steder og tider i Berlin, hvor kroppen har sat sit tydelige spor i kulturen – på godt og ondt – med forførelse og vold. Ud over selv at blive fagligt og socialt beriget af det gode selskab, var det også en tur, der med al tydelighed viste, at vi med faglig ro og sikkerhed med idræt som fag kan byde ind på studieture til Berlin.

 

FIP

Det overordnede tema for næste års FIP-kurser er fastlagt fra ministeriets side. Temaet er er faglig trivsel.
Det er, som jeg ser det, et område, hvor vi med idrætsfaget virkelig har mulighed for at tilbyde noget til vores elever og til hele skoleområdet. Der er garanteret allerede mange af jer, der arbejder med det fokus i discipliner, klasser eller på skolen generelt - og måske har I noget, som I tænker, der vil give god mening at dele med andre idrætslærere. I så fald så hører jeg gerne om det, for så kan det være jer, som vi skal have på banen til FIP til næste forår.

Så kontakt mig gerne, hvis du/I tænker, at du/I har noget at dele. Det behøver ikke at være noget stort og forkromet, men noget som I ser muligheder i, og gerne vil dele med jeres kolleger rundt omkring i landet.

 

Eksamen

Nogle af jer har sikkert læst bogen A Hitchhikers Guide to the Galaxy. Det, I måske ikke var klar over, er, at den indeholder et vigtigt budskab i forhold til idrætseksamen. På coveret står der nemlig med store bogstaver DON’T PANIC. Det er også mit råd til jer i forhold til at have jeres elever til prøve i faget – og også det råd, I kan give jeres eksamensplanlægger.

Det er en anderledes prøve i forhold til mange andre fag, men det er en god prøve for jer og eleverne. Eleverne tror ikke altid på det inden, men bagefter er de tit enige i, at det er den bedste eksamensform, de har prøvet. Der er typisk en bedre stemning med ens klassekammerater omkring sig, så man ikke er så alene, og hvor censor sjældent er så fremmed og skræmmende, når vedkommende bare går rundt i en hal og kigger lidt – og måske kommer med en beroligende bemærkning.
Jeg kommer i den sammenhæng også ud og besøger nogle af jer som censor - og det skal I også være helt rolige omkring. Det er ikke fordi, at hverken jer eller jeres elever har gjort noget forkert, men jeg vil blot gerne følge lidt med i, hvordan idræt er rundt omkring i landet.

 

Forberedelse til eksamen

Til forberedelse for jer, hvis I skal et hold på, vil jeg anbefale jer at kigge på Bjarke Andreasens gode råd om eksamen, som findes her på emu. Artiklen ligger under Idræt, Prøver og eksamen. Herunder følger også et uddrag af nogle af de samme pointer.

De almindelige eksamensregler siger, at den sidste gruppe skal have mindst fire spørgsmål/pakker at trække imellem. Det betyder, at man kan få brug for mere end otte pakker. I så fald dubleres forløbspakkerne, og her vælger man selv, hvilke man dublerer først, og man behøver ikke at dublere dem alle. Det giver lidt fleksibilitet.

De 24 timers mulighed for at øve efter, at der er trukket, skal ikke forstås sådan, at hallen skal være åben i 24 timer. Det skal være indenfor rimelighedens grænser. De fleste har skolens hal åbnet i den almindelige åbningstid, og fx vil man typisk ikke leje svømmehallen i mere end to timer, hvis holdet har trukket svømning.

 

Planlægning

I deres drejebøger og planlægning af deres prøve skal eleverne tænke på det som en mulighed for, at få planlagt at vise det bedste, de kan. Jo bedre man er, jo mere komplekse øvelser kan man vælge. Men man skal heller ikke vælge noget, der er så svært, at man i stedet fejler gentagne gange. Som med flow skal de gerne ramme det sted, hvor udfordringer og evner går op i en højere enhed. Typisk vil opbygningen være, at man går fra mere formelle øvelser til mere funktionelle og så til evt. kamp, hvis det er i disciplinen. I dans vil man ofte starte med nogle grundtrin og så sætte dem sammen til den endelige dans/serie. Husk, at det også er helt fint at vise dansen/serien to gange. Det vil tit være rart som bedømmer for at have et bedre overblik.

Drejebogen til den enkelte disciplin vil typisk ikke vare mere end 15–17 minutter, da der skal være tid til skift og votering. Man kan fx ikke bare sætte en halv time af, fordi man lægger tiden til skift oveni. Det vil give censor – og en selv – nogle alt for lange dage. Det kan også fint være, at en disciplin er 13–14 minutter og en anden 18–20 minutter. Det er alt sammen ca. tal.

I planlægningen af selve afviklingen er der relativ meget frihed. Det kan virke forvirrende, men det er bl.a. fordi skolerne har så forskellige logistiske muligheder og udfordringer i forhold til brug af lokaler. Men det betyder, at man som eksaminator skal vælge, om vil have teorien efter hver enkelt disciplin, når gruppen er færdig (praksis i frisk erindring) eller til allersidst (mindre tidspres). Det mest gængse er at tage teorien med den enkelte gruppe, når de er færdige med alle tre praktiske discipliner. Men det som sagt ikke et krav.

Dernæst skal man vælge, om man vil gøre en disciplin færdig ad gangen, en gruppe eller en kombination. Her er det meget forskelligt, hvordan det gribes an. Det kan både være præferencer eller logistik, der styrer det.

  • Tager man en disciplin ad gangen: Fordeler det gruppernes tid til at øve mere, der skal bruges mindre tid på opstillinger og skift, og grupperne får lidt luft mellem de forskellige dele.
  • Gør man en gruppe færdig: Er der færre elever for censor at forholde sig til, og det er nok den nemmeste tidsplan at lave.
  • En kombination: Læser i artiklen kan I se, at Bjarke laver en kombination, hvor et boldspil afsluttes for alle grupper, der har trukket det. Derefter gøres en gruppe færdig praktisk og gruppen afslutter så med teori.

Der er i artiklen eksempler på, hvordan en tidsplan kan opstilles. På den faglige forenings facebookside har Thomas Strømberg d. 15. april ligeledes delt et regneark, der kan hjælpe en med at planlægge dagen.

 

Så jeg gentager lige som afslutning: Don’t panic. Det er typisk nogle gode eksamensdage for både jer og eleverne.

Vi ses derude.

God eksamensperiode og en endnu bedre sommer😊

 

De bedste hilsner

Lasse

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.