Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten. IT-fagene. Maj 2020

Information om eksamen, ny vejledning, efteruddannelse, FIP, fagdidaktik, It-fagligt forum og It-lærerforeningen.

Det har på alle måder været et anderledes forår for os alle. Knap var vi indtrådt i den første forårsmåned, før hele sektoren lukkede ned pga. COVID-19. Dette har betydet en lang periode med nødundervisning. Først en måned med udelukkende fjernundervisning. Synkront eller asynkront alt efter den enkelte lærers muligheder på hjemmefronten med de udfordringer der kunne være med børnepasning mm.

Derefter en tid med forsigtig genåbning som betød at nogle af os fortsat skulle lave virtuel undervisning, og nogle af os skulle tilbage på en skole til en anderledes hverdag. Lærerne har under disse utrolige vilkår gjort en kæmpe ekstraordinær indsats for at få hverdagen til at hænge sammen og give eleverne meningsfuld undervisning. Fx har lærerne på en skole modtaget en kort vejledning i at bruge et videokonferenceværktøj, og dagen efter var al undervisning oppe at køre virtuelt.Vi kan give os selv et velfortjent skulderklap for en omstillingsparathed og tilpasningsevne på et niveau, som ingen vel havde troet mulig bare en måned tidligere.

Nu bliver der så åbnet op for alle eleverne på et tidspunkt, hvor en del af os havde planlagt vores virtuelle undervisning for resten af skoleåret. Vi må endnu engang omstille os til nye vilkår. Hvad der skal ske fremover er uvist. Ingen ved, hvor længe der går, før vores hverdag ligner den vi kendte.

Jeg har dog også et par rigtig gode nyheder. Kurset Videnskabsteori for informatikfaget har fået tilstrækkelig med tilmeldinger til at blive oprettet.
Jeg synes, det er blevet et rigtig spændende kursus med relevante emner. Jeg har selv tilmeldt mig kurset og glæder mig til at komme i gang.
Man kan stadig nå at tilmelde sig. Mere om dette senere i brevet.

Uddannelsen master i informatikundervisning er blevet godkendt af Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU). Der er altså nu et samlet efteruddannelsestilbud, der sammen med optagelseskravet og eventuel efterfølgende supplering giver faglig kompetence til at undervise i informatik. Det er mit håb, at denne uddannelse vil gøre det meget nemmere for lærerne at planlægge efteruddannelse med henblik på at opnå faglig kompetence. Mere om dette senere i brevet.

 

Eksamen

Eksamensplanerne er nu offentliggjorte og også hvilke fag, eleverne skulle have været til eksamen i. I disse fag vil karakteren tælle dobbelt. Dette vil eleverne være bevidste om.
Det kan være svært at vurdere eleverne, hvis de sidste måneder har været virtuelle. Derfor kan man have et særligt fokus på dette i den sidste tid.
På ovenstående link er der forslag til, hvordan dette kan gribes an.

Enkelte af os, vil komme ud som censor til almindelig eksamen, men for mange lærere er forsvaret af SRP/SOP den eneste eksamen i denne periode. Dette er nyt for de fleste af os.
Jeg vil derfor henlede opmærksomheden på FAQ om SRP, hvor der også er afsnit om tiden inden den mundtlige prøve og selve den mundtlige prøve og bedømmelse

Desuden er der tilsvarende FAQ om SO/SOP for HHX og HTX

I denne forbindelse vil jeg minde om de vigtige styredokumenter vedrørende eksamen.
Ud over de relevante læreplaners (herunder læreplaner for studieretningsprojektet og for studieområdet) afsnit om den mundtlige prøve er der eksamensbekendtgørelsen og karakterbekendtgørelsen

 

Vejledninger

Vejledningerne til de gymnasiale uddannelser vil blive revideret, så de er klar til det nye skoleår.

Der hvor der er væsentlige ændringer, vil det blive angivet ved bullets først i vejledningen.
Hvis du har kommentarer til vejledningerne, kan du sende dem til mig senest d. 26. maj.

 

Efteruddannelsesaktiviteter

IT-Vest

Ny masteruddannelse i informatikundervisning Aarhus Universitet er nu klar med en masteruddannelse, der klæder gymnasielærere på til at opfylde de faglige mindstekrav for undervisning i faget informatik.
Uddannelsen omfatter bl.a. emner som programmering, systemarkitektur, datastrukturer, Machine Learning og interaktionsdesign.
Uddannelsen, der har første ansøgningsfrist 1. juni 2020, udbydes i et nationalt samarbejde mellem seks danske universiteter: IT-Universitetet i København, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
Læs mere om masteruddannelsen i informatikundervisning.

Der er et optagelseskrav på 30 ECTS-point, der er relevante for visse dele af de faglige mindstekrav. It-Vest vil vejlede i hvilke kurser, der kan tages for at opfylde optagelseskravet.

De kandidater, der ikke har et centralt fag inden for det naturvidenskabelige hovedområde, vil yderligere skulle supplere med 30 ECTS-point

 

Institut for naturfagenes didaktik, Københavns Universitet

Institut for naturfagenes didaktik udbyder i sommeren 2020 et kursus i informatikkens videnskabsteori.
Kurset var oprindelig planlagt som en blanding af onlineundervisning og et tredages seminar i august. Pga. den aktuelle situation bliver det udelukkende online undervisning. Tilmeldingsfrist d. 21/6-2020.

 

FIP – faglig udvikling i praksis
Vi nåede at afholde FIP-øst på den sidste dag inden nedlukningen, mens FIP-vest måtte aflyses. Det var en mærkelig dag. Enkelte kolleger måtte ikke deltage. Heldigvis mødte alle oplægsholderne op. Materialerne inklusiv film af to oplæg findes her.

BUVM afholder FIP igen i næste skoleår. Årets tema er mundtlighed og skriftlighed i undervisningen. Datoerne bliver meldt ud, når de ligger fast.

 

At være lærer i fag (tidligere fagdidaktisk kursus)

Elisabeth Husum har valgt at stoppe som fagdidaktisk underviser (kursusleder).
Elisabeth har været kursusleder siden 2015.
Jeg har været meget glad for samarbejdet, men heldigvis beholder vi Elisabeth i It-fagligt forum.
Vi har udnævnt Hanne Gottliebsen som hendes efterfølger og planlægningen af efterårets kursus er allerede i fuld gang.

 

IT-fagligt forum

Medlemmer af it-fagligt forum 2019/2020:
(fælles it-fagligt forum for alle gymnasiale uddannelser - fagkonsulentens rådgivende forum med repræsentanter fra den faglige forening, de gymnasiale uddannelser, Danske Gymnasier og videregående uddannelser).

 

1. Jacob Stenløkke Bendtsen 
Hvidovre Gymnasium og HF
Formand for IT-lærerforeningen
Redaktør på EMU jb@hvidovregymnasium.dk

2. Elisabeth Husum, (stx/hf)
Kursusleder på fagdidaktik for it-fagene.
Egaa Gymnasium
eh@egaa-gym.dk

3. Anders Lindskjold (hhx, merkantil eux)
Campus Vejle
abl@campusvejle.dk

4. Søren Præstegaard (htx)
Odense Tekniske Gymnasium
spr@sde.dk

5. Michael Caspersen (repræsentant for aftagerne)
Direktør
IT-Vest Samarbejdende Universiteter
www.it-vest.dk
mec@it-vest.dk

6. Anne Frausing (ledelsesrepræsentant/Danske Gymnasier)
Rektor på HF-Centret Efterslægten
af@hfc.dk

7. Kathrine Bohus Madsen
Borupgaard Gymnasium,
Fagkonsulent i UVM/STUK
kathrine.madsen@stukuvm.dk
Tlf. 21 39 51 99

 

IT-lærerforeningen

Formand: Jacob Stenløkke Bendtsen
Mellemtoftevej 13
2600 Glostrup
Tlf. 39 40 24 39 E-mail:
jb@hvidovregymnasium.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.