Nyhed
Nyt fra fagkonsulenten - september 2020
Dette nyhedsbrev omhandler særligt de skriftlige prøver 2020, herunder prøvesæt, besvarelser og årets skriftlige censur, FIP 2021 og justerede vejledninger til læreplaner per august 2020.
Allerførst håber jeg, at I har haft en god sommer, og at I er klar til et nyt skoleår, som forhåbentlig bliver mere roligt og vanligt end det forgangne. Jeg ved, at alle har arbejdet professionelt, engageret og innovativt med at få undervisningen i italiensk og afslutningen på skoleåret til at fungere i denne for os alle meget mærkelige tid. Det kan vi være stolte af.
Dette nye skoleår bliver på mange måder mere velkendt, nu da vi haft første gennemløb af den nye reform, og vi derfor kan nyde godt af vores erfaringer fra de sidste tre år med de nye læreplaner. Desuden følger alle hold og klasser nu også de nye læreplaner fra 2017, hvilket forhåbentligt bliver mere enkelt og meningsfuldt for os alle.
Skriftlige prøver 2020
Årets censormøde var meget specielt. Allerførst foregik mødet virtuelt, og desuden var antallet af censorer yderst begrænset, da der i alt kun var 7 eksaminander til prøve i skriftlig italiensk sommer 2020. Til sammenligning var der i 2019 i alt 262 eksaminander til skriftlig prøve i italiensk!
Generelt viser – de syv opgavebesvarelser, at eleverne er meget bekendte med og trænede i den nye opgaveform, og de udviser stor fortrolighed og tryghed med det nye prøveformat. Det er meget positivt! Evaluering af årets prøvesæt og besvarelser findes her.
Årets prøvesæt kan downloades (delprøve 1 kan printes via pdf og delprøve 2 kan downloades og tilgås online) Materialeplatformen
Delprøve 1 udleveres på papir. Besvarelsen afleveres efter højst 1 time (begyndersprog A) og højst 1,5 time (fortsættersprog A). Delprøve 1 består af to hæfter: Ét opgavehæfte og ét teksthæfte med tekst A. Eleverne kan således beholde teksthæftet/tekst A under hele prøven. Tekst A ligger også online på netprøver. Dette fortsætter i fremtiden og har til hensigt at understøtte eleverne.
Fip 2020/2021
Som bekendt blev vores fip-kursus desværre aflyst, da hele landet blev lukket ned i marts (grundet Covid19). Det var super ærgerligt, da vi derved mistede et af årets fantastiske fora for kollegial sparring og inspiration samt vigtig information og faglige oplæg.
Der er planlagt fip-kurser til næste år, den 7.4.2021 i Nyborg, hvor vi blandt andet samler op på erfaringer med det første (lidt specielle!) gennemløb af reformen. Fip-temaet bliver igen implementering af de nye læreplaner med fokus på mundtlighed og mundtlig prøve, srp/sso samt innovative kompetencer, karrierelæring og interkulturelle kommunikative kompetencer.
Tilmelding sker via GL. Her findes også detaljeret program.
Reviderede vejledninger
Vejledningerne til alle læreplaner i italiensk er revideret per 1.august. Der er naturligvis ingen ændringer men kun forklaringer og præciseringer for at tydeliggøre forståelse af læreplanen og for at imødekomme jeres spørgsmål og kommentarer. Der er præcisering af følgende, hvilket også fremgår af manchet til hver enkelt vejledning: 1. Angivelse af omfang i undervisningsbeskrivelsen, 2. Justering af arbejdet med innovative kompetencer, 3. Præcisering af forklaring på eksamenstekst og 4. Normalsidebegreb, 5. Præcisering af forklaring på vejledende tidsforbrug til mundtlig prøve, og 6. Justering af karakterbeskrivelser for den skriftlige prøve.
Afslutningsvis ønsker jeg alle et godt skoleår og ser frem til at møde jer rundt i landet eller virtuelt på kurser, censormøde og i anden faglig sammenhæng.
Chao!
Tine Brandt, Tine.Brandt@stukuvm.dk
Fagkonsulent
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.