Aktivitet
Fedtstoffers struktur og sundhed
Fedtstoffer er et tveægget sværd. Vi er afhængige af dem, men typen og mængden påvirker vores helbred. I dette enkle forsøg kobles fedtstoffers fysiske egenskaber tydeligt med deres kemiske struktur.
Eleverne skal undersøge nogle forskellige mad-oliers umættethed ved at måle løbetid gennem en pasteurpipette. Gennemløbstiden falder med stigning i den procentvise andel af flerumættede fedtsyrer.
I modsætning til traditionelle forsøg med addition af dibrom eller undersøgelse af iodtal, er dette forsøg ufarligt og enkelt at udføre, og det illustrerer teorien om fedtstoffers struktur og egenskaber tydeligt.
Forsøget giver også anledning til at diskutere variabelkontrol, usikkerhed og reproducerbarhed. Det passer ind i mange fag og temaer som f.eks. fedtstoffer, kost, KRAM, over-/undervægt, sundhed.
Planlægning og overvejelser
- Fag: Forsøget kan anvendes i flere fag, herunder kemi, biologi, NF, bioteknologi. Forventningen til selvstændighed og refleksion kan tilpasses elevernes niveau.
- Anslået tidsforbrug: Ca. 60 minutter i klassen.
- Deduktiv eller induktiv tilgang:
- Ved en deduktiv tilgang vil eleverne først arbejde teoretisk med triglyceriders struktur og egenskaber. Her kan man inddrage mættede og umættede fedtstoffers smelte- og kogepunkter, samt vurderinger af deres sundhedsmæssige betydning.
- På højere niveauer kan man gå mere induktivt til værks. Eleverne kan have arbejdet med dobbeltbindinger og med intermolekylære kræfter. Derefter vil de kunne udføre og behandle forsøget, og prøve at forklare resultaterne ud fra deres viden om bindinger evt. stilladseret af underviseren.
- Ved en deduktiv tilgang vil eleverne først arbejde teoretisk med triglyceriders struktur og egenskaber. Her kan man inddrage mættede og umættede fedtstoffers smelte- og kogepunkter, samt vurderinger af deres sundhedsmæssige betydning.
Aktivitetens opbygning
- Eleverne deles i grupper. De skal have mindst tre forskellige madolier til rådighed, f.eks. olivenolie, rapsolie og solsikkeolie. Hver gruppe skal anvende samme pasteurpipette til alle målingerne, da resultater fra forskellige pipetter ikke kan sammenholdes (variabelkontrol).
- Bed eleverne sætte et mærke med en tusch ca. 1 cm fra toppen af pipetten. Fyld pipetten med en madolie, og når olien netop har passeret tusch-mærket (reproducerbarhed), startes tidtagning. Tidtagningen stopper, når den sidste dråbe drypper ud af pipetten.
Eleverne skal lave tre gennemløb med hver madolie. Det tager ca. 4 minutter pr. gennemløb, så der skal afsættes mindst 40 minutter til forsøget.
Gennemløbstiden af en olie vil variere (usikkerheder), og eleverne skal derfor beregne gennemsnitlig tid i sekunder for hver olie. De forskellige madoliers gennemløbstid kan variere med op til 40 sekunder!
- Resultaterne kan fortolkes som de er, eller de kan bruges til at opstille en matematisk model for sammenhængen mellem procent flerumættede fedtsyrer og gennemløbstid i sekunder. Eleverne aflæser procentdelen af flerumættede fedtsyrer i hver olie på varedeklarationen, og laver en grafisk afbildning af gennemløbstid som funktion af procent flerumættede fedtsyrer med tilhørende (lineær) regression. Man bør diskutere modellens muligheder og begrænsninger.
Vi undersøger bl.a. sammensætningen af fedtsyrer, fordi myndighederne generelt anbefaler at undgå mættet fedt i kosten. De officielle kostråd kan findes på fødevarestyrelsen.dk og detaljerede anbefalinger til sammensætningen af fedtsyrer i vores kost kan findes på sundhed.dk. Eleverne kan reflektere over, hvorfor der ikke undersøges fedtstoffer med overvægt at mættede fedtsyrer i forsøget.
- Evaluering: Eleverne kan aflevere en rapport over forsøget med tilhørende refleksionsspørgsmål.
Få mere inspiration her på emu
- Hvad indeholder madpakken? (forløb)
- Brændstoffers energi (aktivitet)
Kreditering
Rasmus Kragh Wendelbo i samarbejde med CFU.
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.