Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i de klassiske fag - marts 2024

Om SRP, AI og seksualundervisning.

På FIP i oldtidskundskab diskuterede vi, om eleverne må bruge materiale, der har været gennemgået i undervisningen i deres SRP.
Ifølge læreplanen til SRP er det helt legitimt at bruge materiale fra undervisningen, så længe der i hele SRPen indgår en form for fordybelse, der på væsentlige punkter ligger ud over undervisningen i mindst ét af projektets fag. Som vejleder skal man i den sammenhæng ligeledes sikre sig, at eleven får mulighed for at vise selvstændighed i omgang med det faglige stof og metoder, så eleven ikke blot forventes at reproducere pointer fra undervisningen.

Jeg vil endnu engang opfordre jer til at sende SRP-opgaveformuleringer med oldtidskundskab til Katri Bügel Jørgensen (KJ@cg-gym.dk) og med latin (særligt c- og b-niveau) til Ann Bolbjerg (bo@sag.dk), der vil stå for at samle og dele erfaringer med SRP i fagene. Det indsamlede materiale udgives på emu.

AI

Nu hvor vi langsomt nærmer os sommerens prøver, skal det understreges, at eleverne ikke må anvende AI i forbindelse med prøverne. Vi lærere må heller ikke anvende AI til at udarbejde perspektivtekster til prøverne. Perspektivteksterne skal være rodfæstet i en virkelighedskontekst og er derfor også et udtryk for konteksten.

Dog kan AI inddrages i undervisningen, hvis man som underviser vurderer, at det bidrager til elevernes læring af det faglige stof. Hvis man pålægger eleverne at bruge AI, skal man sikre sig, at programmet overholder datatilsynets regler for databeskyttelse.

Seksualundervisning og de klassiske fag

Som I sikkert har hørt, er seksualundervisningen blevet obligatorisk på de gymnasiale uddannelser fra august 2023. Den obligatoriske seksualundervisning skal være med til at sikre, at eleverne stifter bekendtskab med emner såsom samtykke, grænser, prævention og seksuelt overførbare sygdomme. Der er ikke krav om en særlig tilrettelæggelsesform af undervisningen på de enkelte skoler. Dog skal undervisningen have et omfang, der medfører, at eleverne får indsigt i emnerne og mulighed for at reflektere over dem.

Imens jeg skriver dette nyhedsbrev, ruller uge sex af stablen, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har netop lanceret et materiale med anbefalinger til, hvordan seksualundervisningen kan tilrettelægges på skolerne. Materialets hovedbudskaber er blandt andet, at seksualundervisningen kan indgå meningsfuldt i den almindelige undervisning i fagene.

Materialet indeholder blandt andet:
  • En vejledende hovedartikel om formål, baggrund, tilrettelæggelse og gode råd.
     
  • 15 fagartikler (rettet mod læreplanerne) og to tværgående artikler.
     
  • Dialogkort fra Sex & Samfund -  til brug for lærerne.
     
  • Podcast om elevforeningernes syn på behovet for obligatorisk seksualundervisning, og hvad den bør indeholde.
     
  • Video om Aalborghus Gymnasiums tilrettelæggelse af seksualundervisningen igennem flere år.
     
  • Plakat med gode råd til lærerne og meget andet.

Som undervisere i de klassiske fag inddrager vi formentligt allerede emner som køn, krop og seksualitet som en naturlig del af vores undervisning. Hvis du savner inspiration til, hvordan fx Sokrates kan lære os noget om samtykke og grænser, kan du besøge emu her for oldtidskundskab og læse om seksualundervisning i en faglig sammenhæng.

De bedste hilsner

Allan Uhre Hansen - Fagkonsulent i græsk, latin, oldtidskundskab og almen sprogforståelse

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.