Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i matematik - november 2022

Nyhedsbrevet omhandler nye vejledninger til matematik; censorer ved de skriftlige prøver - samt kalender.

1. Vejledninger i matematik, oktober 2022

Ministeriet har udsendt nye udgaver af vejledningerne i matematik for alle niveauer på hf og stx den 31. oktober 2022. Vejledningerne kan hentes her.

Vejledningerne er blevet justeret omtrent årligt siden 2017-reformen. Undervejs er kravene i forbindelse med de skriftlige prøver blevet præciseret i nogle omgange. Disse justeringer gælder stadig.

Vejledningerne er i år udgivet i et nyt design og opdelt i  fem lidt kortere vejledninger for hf C, hf B, stx C, stx B og stx A.

Forrest kan man læse, hvad der er sket siden udgaven fra 2021. Udover  redaktionelle ændringer, der følger af opdelingen i en vejledning pr. niveau, er der i år kun en enkelt, praktisk ændring, der drejer sig om forberedelsesmaterialerne, se herunder.

Forberedelsesmaterialerne til hf B og stx A

Forberedelsesmaterialerne til de skriftlige prøver på hf B og stx A udsendes som hovedregel i januar måned, så der uanset eksamenstermin kan være passende god tid for holdets lærer til at sætte sig ind i materialet. Af praktiske grunde udsendes fremover normalt kun forberedelsesmaterialer hvert andet år i januar måned. På hf B i ulige år, på stx A i lige år.

Hf B: I december 2022 benyttes materialet om logistisk vækst for sidste gang. Der udsendes nyt materiale næste gang januar 2023.

Stx A: I december 2022 og hele 2023 benyttes materialet om keglesnit. Der udsendes nyt materiale i lige år, næste gang januar 2024.

2. Censorer ved de skriftlige prøver

Censorkorpset i matematik stx og hf er ganske stort, fordi en meget stor andel af eleverne i matematik er til afsluttende, skriftlig prøve i faget.

Det er vigtigt at have et erfarent censorkorps, fordi det er med til at sikre ensartet og retfærdig bedømmelse. Samtidig er der løbende en rolig indskiftning af nye censorer for at fremtidssikre censorkorpset. Det er også ønskværdigt, at der er censorer i matematik fra mange af skolerne.

Kolleger med interesse for hvervet og erfaring som undervisere inviteres derfor til at overveje at melde sig som censorer ved de skriftlige prøver. Det er et overordentligt vigtigt arbejde, og den præcise bedømmelse har betydning for mange, mange elevers afsluttende eksamen i matematik.

Hvad skal der til?

Det er skolernes ledelse, der indstiller skriftlige censorer til prøverne. Skolerne skal indberette censorerne gennem ”XPRS”, som er styrelsens eksamenssystem.

På nuværende tidspunkt er censorkorpset for vinterprøverne 2021-22 blevet beskikket. Skolernes eksamensansvarlige skal indberette censorer til sommerterminen senest 7. februar  2023.

Censorerne beskikkes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet efter indstilling fra institutionerne. Institutionen er ansvarlig for at påse, at de censorer, der indstilles af institutionen, er kvalificerede til at gennemføre et undervisningsforløb frem til den pågældende prøve. Institutionen tilstræber, at de indstillede censorer har gennemført et fuldt undervisningsforløb, der fører frem til den pågældende prøve, og at de har eksamineret i faget (Se §24 og 26 den almene eksamensbekendtgørelse). 

Censorhvervet er særskilt honoreret. En  censor modtager  besvarelser i et omfang svarende til ca. 50 timers arbejde. Omfanget kan variere lidt, fordi man modtager alle besvarelser for hele hold.

Censorerne modtager besvarelserne kort efter prøven. Censorerne retter og bedømmer og gør passende noter om hver besvarelse inden censormødet. På censormødet er der først et fælles formøde, og derefter fastsættes karaktererne ved forhandling mellem censorerne to og to. Censorerne samarbejder i grupper på ca. 4 personer. Censorerne bidrager også til årets evalueringshæfte med kommentarer om opgaverne og besvarelserne.

Matematiklærerforeningen og jeg planlægger at afholde et kursus for skriftlige censorer af én dags varighed i foråret 2023.

For god ordens skyld bemærkes, at behovet for skriftlige censorer erfaringsmæssigt varierer fra år til år, og at indberetning som censor ikke i sig selv er garanti for, at man beskikkes som censor.

3. Matematikekspertgruppens afrapportering

Den ekspertgruppe, som Børne- og Undervisningsministeren nedsatte i efteråret 2022, er færdig med sit arbejde og  har afleveret en rapport, der er offentliggjort på ministeriets hjemmeside her. Rapporten har foreløbig været debatteret ved et fyraftensmøde i Matematiklærerforeningen den 2. november, og jeg fortæller også om rapporten ved stx B- og hf-konferencerne, regionalmøderne og til foråret på FIP-kurserne.

4. Kalenderen

Matematik til fyraften (2022-23) ved Københavns Universitet

Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet inviterer atter til en møderække om emner i ren matematik, anvendt matematik og statistik. Se flere oplysninger og tilmelding på www.math.ku.dk/formidling/fyraften/ . Titlerne for de fire foredrag er

  • Kan vi forudsige et kollaps i klimaet v/ Susanne Ditlevsen, tirsdag den 29. november 2022
  • Diofantiske ligninger – og smukke ideer v/ Fabien Pazuki, tirsdag den 7. februar 2023
  • Lineær algebra og kvanteinformationsteori v/ Albert Werner, tirsdag den 7. marts 2023
  • Kromatiske tal for LEGO v/ Søren Eilersen, tirsdag den 28. marts 2023

Generalforsamling og årskursus i Matematiklærerforeningen 17.-18. november 2022

Regionalmøder i Matematiklærerforeningen januar-februar 2023

  • 23. januar – Kolding
  • 24. januar – Viborg
  • 25. januar – Aalborg
  • 2. februar – København.

Fip-kurser marts 2023 med temaet overgange

  • 13. marts – hf – Aarhus
  • 14. marts – hf – Hvidovre
  • 20. marts – stx – Aarhus
  • 21. marts – stx – Hvidovre.
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.