Forløb

Overgange i matematik – fra folkeskolen til gymnasiet

Savner du indblik i, hvad eleverne har lært i folkeskolen? Med udgangspunkt i folkeskolens afgangsprøver giver dette korte forløb elever og lærere et fælles kendt grundlag at starte på.

 

Forløbet er tiltænkt den tidlige undervisning i matematik i gymnasieskolen

Anslået tidsforbrug: ca. 4 moduler

Forløbet tager udgangspunkt i de afsluttende matematikprøver i folkeskolen.

Det giver eleverne oplevelsen af en mere flydende overgang til den gymnasiale verden at starte ud med at arbejde med et velkendt materiale.

Derudover skaber det et fælles grundlag at arbejde ud fra. Samtidig med, at læreren får et overblik over niveauet i klassen og et indblik i, hvad eleverne har med i bagagen fra folkeskolen får læreren også overblik over hvilke områder, der særligt bør fokuseres på i starten.

 

Planlægning og overvejelser

Før forløbet hentes afgangsprøverne til folkeskolens 9. klasse fra dette link til FP9 i prøvebanken (prøvebanken.dk). Her findes også FP10, hvis det skulle være et hold med mange elever fra 10. klasse.

Opgaverne er et konkret materiale, der lader eleverne repetere regneregler, lineære funktioner og modeller, statistik, brug af hjælpemidler, formelsamling etc.

Det præsenterede forløb tager som sagt ca. 4 moduler at gennemføre, men det kan sagtens skæres til efter behov.

I nedenstående bruges både prøven med og uden hjælpemidler.

Her følger beskrivelser af 4 moduler i forløbet.


I det første modul skal eleverne lave den seneste 9. kl. afgangsprøve uden hjælpemidler. Den er berammet til 1 time. Ved at bruge et opgavesæt som eleverne (sandsynligvis) kender, er det tanken at skabe en mere tryg opstart. Ældre opgavesæt kan også bruges, eksempelvis til at gentage aktiviteten.

Opgaverne er inddelt i følgende kategorier:

  • Tal og algebra (10 opgaver)
  • Geometri og måling (7 opgaver)
  •  Statistik og sandsynlighed (3 opgaver)

Overvej, om eleverne må tale sammen, eller om det skal være individuelt arbejde. 

Læreren samler opgaverne ind, så de ikke bliver væk.


Følg op på prøven fra første modul. Udlever opgaverne til eleverne, som giver den videre til deres sidekammerat.

Gennemgå opgaverne med henblik på løsningsmetode og facit. Eleverne noterer antal rigtige i sættet.

Lav en opsamling, hvor eleverne selv kommer med input til, hvilke opgaver, de synes er svære.

Afslut med at samle opgaverne ind og brug dem til at få et overblik over elevgruppen og afgrænse opgavetyper, der skal trænes.


I dette modul er fokus på prøven med hjælpemidler. Den er som udgangspunkt sat til 3 timer, så for at kunne afvikle det i løbet af et enkelt modul udvælges nogle relevante opgaver. Dette kan gøres af læreren eller af eleverne, alt efter behov.

Det kunne fx være opgave 1,2,5 og 7.

I FP9 maj 2022 ser fordelingen af opgaver ud på følgende måde:

  • Opgave 1 (Regning og procent)
  • Opgave 2 (Procent)
  • Opgave 3 (Statistik)
  • Opgave 4 (Geometri – Trekantsberegning)
  • Opgave 5 (lineære funktioner og modeller)
  • Opgave 6 (Geometri – Cirkler og vinkler)
  • Opgave 7 (Problemløsning – Regningsarter)

Dette modul kan eventuelt gennemføres flere gange i løbet af skoleåret i relation til aktuelle emner.

På denne måde vil introduktionen til ”nye” emner tage udgangspunkt i en eller flere opgaver fra folkeskolens afgangsprøver.

Lad eksempelvis eleverne arbejde sammen to og to med opgaverne.


Som i modul 2 arbejdes der her med gennemgang af opgaverne.

Særligt kunne fokus være på, hvad der menes med en tilfredsstillende besvarelse af de enkelte opgaver.

Inddrag gerne eleverne og tag udgangspunkt i deres besvarelser.

Eleverne kan få til opgave, i grupper, at fremlægge opgaven ved tavlen eller ved deling over projektor.

Opgave 2 med lineære funktioner og modellering leder naturligt hen til en mere formel gennemgang af funktionsbegrebet og særligt lineære funktioners repræsentationsformer, beviser og anvendelser, som er i fokus i grundforløbet.

Elevernes brug af formelsamling eller redskaber til løsning af opgaverne kunne også være et fokuspunkter i opsamlingen.


Kreditering

Forløbet er udarbejdet af Peter Christiansen, Niels Brock Innovationsgymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret 08. december 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.