Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i musik - december 2023

Nyhedsbrev med kort opsamling på FIP-kursus i Nyborg og nogle tanker om SRP og SSO baseret på statistiske data fra 2020-2023.

Glædelig jul

Julen er koncerternes tid for os musiklærere. Derfor vil jeg ønske jer og jeres elever god vind med alle julekoncerterne. På det personlige plan er jeg spændt på at opleve mit nye musikhold til deres første koncerter.

Kort opsamling på FIP

Tak for sidst. Det var en stor fornøjelse at være sammen med så mange musiklærere. Det bliver ikke bedre. Jeg har i den forbindelse en lille bøn: husk at melde jer til hos GL. På den måde fremgår jeres deltagelse af GL’s og ministeriets opgørelser, som fungerer som udgangspunkt for det kommende FIP-kursus’ budget. Jeg kunne i hvert fald tælle ti flere end det officielle antal tilmeldte. FIP-deltagelsen er også et signal til ministeriet om fagligt engagement – det bliver bemærket, at vi er mange.

Jeg er i tænkeboks i forhold til at prøve at give uddybende retningslinjer til evaluering af solo og ensemblesammenspil/gruppesammenspil og regner med ved Lotte Vestergaard Melchiorsens hjælp at skrive tilføjelser til vejledningerne i 2024. Jeg synes i den forbindelse, det giver god mening at præcisere begrebet intention med begrebet fortolkning, som blev foreslået på FIP.

Baseret på de henvendelser, jeg tidligere har modtaget vedrørende opdelingen i tematiske forløb og særligt studeret område på Musik C, havde jeg fået det indtryk, at mange finder strukturen uhensigtsmæssig. Vores evaluering på FIP viste dog et mere nuanceret billede og en ret stor grad af tilfredshed – det er godt at blive klogere.

SRP/SSO-statistik for årene 2020-2023

De statistiske data dækker studieretningsprojekter og større skriftlige opgaver med musik. Det er ikke muligt at selektere på fagniveau, så der skelnes ikke i statistikken mellem musik C, B og A.

 

Oversigt over musik i SRP og større skriftlige opgaver 2020-2023
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Det hyppigst valgte samarbejdsfag for musik er engelsk (ca. 400 projekter/år), dernæst følger historie (ca. 200 projekter/år) og dansk (ca. 150 projekter/år). Psykologi og religion ligger på ca. 50 projekter/år, mens øvrige fag vælges i svingende antal op til ca. 30 projekter/år. Topscoreren engelsk er det af de hyppigst valgte fag med det laveste karaktergennemsnit. Religion har det højeste karaktergennemsnit, mens dansk og psykologi også ligger højere end engelsk. De hyppigst valgte fag har ret konsistente karaktergennemsnit i den valgte periode. Heroverfor er fx biologi er et fag med ganske mange projekter og mere svingende karaktergennemsnit. Projekter med fortsættersprog opnår højere karakter end projekter med begyndersprog. En del fag med ret få projekter opnår meget høje karaktergennemsnit, fx design og arkitektur, filosofi, matematik og enkeltfaglige opgaver i musik.

I større skriftlige opgaver på hf er karakterniveauerne svingende. Den enkeltfaglige opgave i musik (som i så fald skal være på B-niveau) ligger omkring 40-50 opgaver pr. år.

Karaktergennemsnittet i studieretningsprojekter med musik og engelsk ligger på linje med de gennemsnitlige karakterer for samtlige projekter på stx. Det generelle SRP-gennemsnit er: 2020:8,2, 2021: 8,2, 2022: 8,1, 2023:8,2. Heroverfor ligger de sjældnere valgte fag og færre elever med væsentligt højere karaktergennemsnit.

På hf ligger karaktererne for opgaver med musik også over det samlede SSO-gennemsnit, som er: 2020: 6,6, 2021: 6,4, 2022: 6,3, 2023: 6,4. Dog med undtagelse af 2023, hvor karaktergennemsnittet for større skriftlige opgaver i musik ligger en del lavere.

I læsningen af disse data ser det ud til, at det generelt er flere af de dygtigere elever, der vælger at skrive studieretningsprojekt og større skriftlig opgave i musik – og særligt når det gælder mere sjældne fagkombinationer appellerer vores fag til de dygtigste af eleverne på stx. Disse elever ville sandsynligvis også kunne løfte projekter og opgaver til et fagligt højt niveau i andre fag. At vi generelt ikke har mange fagkombinationer med gennemsnit under middelniveauet for samtlige projekter peger på, at vi tiltrækker de fagligt mere kapable elever (og forhåbentlig at vi formår at lære eleverne at tilegne sig faget).

I 2023 skrev 1023 elever studieretningsprojekt med musik og 49 elever større skriftlig opgave med musik. I 2023 var antallet af elever, som modtog en årskarakter og/eller prøvekarakter i musik på stx og hf: 2.293 A-niveau, 299/162 B-niveau og 4.309/548 C-niveau. På stx giver det en ratio på: 1057/6.901 – mere end hver 7. elev og på hf 49/548 – ca. hver 11. elev. Ses tallene ud fra, at enkeltfaglige projekter i musik på hf skal være på B-niveau 44/162 betyder det, at mere end hver 3. elev (36%) med musik B har valgt at skrive deres større skriftlige opgave i faget. Da langt de fleste projekter skrives af elever, som qua deres interesse i faget har taget det på A, eller B-niveau, er tallene for A- og B- niveau sandsynligvis højere og tilsvarende lavere for c-niveau.

Bør flere musikelever skrive studieretningsprojekt og større skriftlig opgave i musik? Vi kan i hvert fald overveje, hvad der får de fagligt mindre kapable elever til at fravælge at skrive i musik. Mine egne erfaringer er, at opgavens musikteoretiske fundament og den faglige kompetence at kunne drage paralleller mellem musikinterne og musikeksterne forhold opfattes som vanskelig af en del af musikeleverne. Til gengæld er det et af de steder, hvor teori, historie, kultur og til dels praksis går op i en højere enhed. Måske vil muligheden for at skrive et projekt med et selvfremstillet produkt påvirke dette forhold – når denne mulighed (forhåbentlig) i højere grad udnyttes af eleverne? Under alle omstændigheder fortjener dette emne yderligere behandling, og jeg planlægger derfor at tage det op på næste års FIP-kursus.

Med ønsket om en god jul til jer alle.

Sebastian Strabo Svendsen

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.