Vandet i luften

Eleverne bestemmer i denne øvelse, hvor meget vanddamp der er i undervisningslokalet, samt den relative luftfugtighed på forskellige lokaliteter. Samtidig afprøves og sammenlignes forskellige af fagets metoder.

Kernestof

• Det globale vindsystem og klimasystemet, herunder klimazoner og plantebælter
• Vandets kredsløb, herunder grundvandsdannelse samt udnyttelse af vandressourcer

Faglige mål

• Udføre simple former for empiribaseret arbejde i laboratorium og i felten
• Demonstrere viden om naturgeografis identitet og metoder

Planlægning og overvejelser

Eleverne bør forud for lektionen have læst om absolut og relativ fugtighed, dugpunktskurver og nedbørsdannelse i en fagets lærebøger. Aktiviteten kan indledes med en tavlegennemgang af de centrale begreber og dugpunktskurven.

I aktiviteten præsenteres to metoder til bestemmelse af luftfugtigheden. Klassen deles i to halvdele i grupper, hvor den ene halvdel af grupperne bruger den ene metode, og den anden halvdel bruger den anden. Afslutningsvis sammenlignes resultaterne fra de to metoder, og klassen diskuterer fordele og ulemper ved metoderne.

Eleverne skal bestemme den relative fugtighed på forskellige lokaliteter, og det kan være en fordel at give dem en overordnet liste over typer af lokaliteter, de skal finde. På denne måde er der større sikkerhed for, at de har sammenlignelige resultater. 

Aktivitetens opbygning

I den ene metode anvendes to termometre, hvor man på det ene termometer trækker et stykke fugtet snørebånd på 4-5 cm ned over spidsen. Det andet termometer måler den ”tørre” temperatur. Vandet fra snørebåndet vil fordampe, og dermed vil temperaturen falde, indtil luften omkring termometeret er mættet med vand. Så stopper temperaturfaldet, og temperaturen aflæses. Forskellen på temperaturen på de to termometre udregnes, og resultatet oversættes til en relativ luftfugtighed ved opslag i nedenstående tabel. Her anvendes den også den tørre temperatur. Når den relative luftfugtighed er fundet, kan den absolutte luftfugtighed beregnes.

Find inspiration i øvelsesvejledning 1: Hvor meget vanddamp er der i lokalet?

Med den anden metode bestemmes dugpunktstemperaturen med et glas isvand. Eleverne udstyres med to termometre, et glas vand og en pose isterninger. Dugpunktstemperaturen bestemmes ved at putte nogle isterninger i glasset og røre rundt, mens temperaturen måles. Når der dannes kondensdråber på ydersiden af glasset, aflæses temperaturen i vandglasset – som så er lig med luftens dugpunktstemperatur. Derfra kan den absolutte luftfugtighed bestemmes ved at aflæse på dugpunktskurven, og den relative luftfugtighed beregnes efter bestemmelse af det maksimale vanddampindhold ved aflæsning på dugpunktskurven.

Se øvelsesvejledning 2: Øvelse med dugpunktskurven og bestemmelse af luftfugtighed

Begge halvdele af klassen sendes i grupper udendørs for at bestemme den relative luftfugtighed på steder, de selv udpeger som steder med forskellige luftfugtigheder. Det kan fx være skov, græsplæne, skyggefulde steder, vådområder eller lignende.

I klasselokalet måler grupperne til sidst lokalets længde, bredde og højde, så de kan beregne lokalets rumfang. Når de har bestemt den absolutte luftfugtighed, kan de beregne den totale mængde vanddamp i lokalet.

Evaluering

Grupperne mødes to og to, en fra hver halvdel, og sammenligner resultater og diskuterer fordele og ulemper ved metoderne. Evalueringen kan også foregå som en klassediskussion, hvor alle gruppers resultater indtastes i et fællesdokument eller i en tabel på tavlen.

Eleverne kan også diskutere – enten i grupper eller som klassediskussion -, hvordan de to metoder adskiller sig fra hinanden, samt hvordan de adskiller sig fra de øvrige naturvidenskabelige fags metoder.

På et mere overordnet plan kan aktiviteten give afsæt til en diskussion om forskelle og ligheder mellem naturgeografi og de øvrige naturvidenskabelige fag.

Kreditering

Anders Teglgaard Kjær, Skive Gymnasium i samarbejde med CFU