Artikel

Figuranalyse i naturgeografi

Analyse af figurer er en central del af faget naturgeografi. I denne artikel præsenteres en tjekliste, som eleverne kan bruge i arbejdet med figurer.

Formål

I geografi anvendes ofte figurer til at formidle oplysninger. Derfor er det vigtigt at lære, hvordan figurer analyseres, så vi får flest mulige oplysninger ud af dem. Til eksamen er det desuden et krav at kunne analysere udleverede bilag og anvende dem i besvarelsen af eksamensspørgsmålet.

Når en figur gennemgås, kan det være en hjælp at gå struktureret frem. Nedenstående er et forslag til en tjekliste, som elever kan arbejde ud fra, når de præsenterer figurer. Der er mange forskellige typer af figurer, og det er derfor ikke nødvendigvis alle punkter, der behøver at indgå hver gang der anvendes figurer.

 

Beskrivelse af figuren

Start med en kort beskrivelse af figuren, hvor du kort forklarer, hvilken slags figur du sidder med.

  • Hvilken figurtype?
    Som det første skal du starte med at redegøre for figurtypen. Er det et kort, et kurvediagram, et foto, et diagram? Det er ganske kort, men vigtigt.
     
  • Hvordan er figuren bygget op og hvad er overskriften?
    Giv en kort præsentation af figurens opbygning.
    Hvis det er en graf, så fortæl, hvad der er op af akserne; Er det et søjlediagram, så fortæl, hvad de forskellige søjler repræsenterer. Er det et kort med arealanvendelse, så forklar hvad de forskellige farver repræsenterer. Overvej, hvad enhederne er. Er det procent, er det millioner eller er det månedsnavne? Sidst men ikke mindst, hvad er det så figuren skal beskrive: hvad er titlen på figuren?

 

Analyse af figuren

Nu er du kommet til analysen. Her skal du give et billede af, hvad figuren gemmer på af informationer og viden.

  • Hvad er tendensen eller det typiske ved figuren?
    Her skal du demonstrere, at du kan danne dig et overblik og gennemskue, hvad der er tendens for figuren.
    • Hvis det er en graf, har vi så en ret linje, hvor x-værdien stiger med y-værdien?
    • Hvis det er en temperaturkurve, hvad kan du så se af svingninger (årstider, døgn, særlige events osv.)?
    • Hvis det er et kort med arealanvendelse, er der så en tendens til hvilke arealanvendelsestyper der ligger bestemte steder?
       
  • Er der undtagelser fra tendensen?
    Hvis der er undtagelser fra det du ellers kan se som en tendens på figuren, så udpeg dem, og giv en mulig forklaring på hvorfor denne afvigelse fra tendensen finder sted.

 

Perspektivering til emne/spørgsmål

Nu er du kommet til den vigtigste del. Det er her du skal sammenkæde figuren med dit emne/eksamensspørgsmål.

  • Sammenkæd figuren med dit emne/eksamensspørgsmål
    Du skal her tage den information, du får fra figuren, og sammenkæde den med dit emne/eksamensspørgsmål. Hvordan kan figuren bidrage til at belyse dit emne/eksamensspørgsmål? Kan figuren understøtte en pointe i forbindelse med dit emne/eksamensspørgsmål?

Til eksamen er det vigtigt, at du anvender de bilag, du har fået. Det er meningen, at du skal inddrage dem i din præsentation af dit emne, så de indgår flydende og understøtter det, du gerne vil præsentere. Det er ikke let, så det kræver massere af øvelse. Sørg for at få bygget din præsentation af figuren op, så du kommer igennem alle punkterne ovenover. På den måde får du en god og struktureret gennemgang af din figur, hvor det forhåbentligt også bliver nemmere for dig selv at bevare et overblik.

 

Kreditering

Naturgeografilærerne på Silkeborg Gymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.