Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i Psykologi - juni 2023

Om FIP i skoleåret 2022-2023, FIP næste skoleår - og om psykologifaglige udgivelser.

Kære psykologikolleger,

Eksamenstiden er i gang, og jeg håber, I får både hyggelige, opløftende og inspirerende eksamensstunder med gode kolleger rundt omkring i landet. Kontakt mig endelig i tilfælde af tvivlsspørgsmål ifm. eksamen eller andet.

Her følger lidt forskellige nyheder om, hvad der rører sig i vores fag.

FIP i skoleåret 2022-2023

FIP i dette skoleår blev afholdt d. 22. marts på Tornbjerg Gymnasium og d. 19. april på Gefion Gymnasium. Vi havde et meget flot fremmøde til begge kurser, og jeg var så glad for jeres engagement og spørgelyst og i det hele taget gode humør på kurserne. Vi fik bl.a. en god diskussion om det udviklingsprojekt om metodekravet i psykologi C, som nu er sat i søen. Det kommer I til at høre meget mere om i næste skoleår.

På kurset på Tornbjerg havde vi også besøg af den kandidatstuderende Antoine Naggar fra Belgien, som kort præsenterede det tværkulturelle forskningsprojekt om psykologilæreres vurdering af elevers kompetencer i videnskabelig tænkning, som han medvirker i. Flere psykologilærere herhjemme har deltaget i hans forskning, og når jeg hører noget om resultaterne af den, skal jeg nok formidle videre til jer alle.

Materialerne fra FIP-kurserne kan man finde på et Google-site, som kommer til at indeholde materialer fra FIP fremadrettet. Link til sitet: kortlink.dk/2k3b4

FIP næste skoleår

Temaet for FIP i næste skoleår er digital og teknologisk dannelse. Jeg er ved at planlægge dette kursus og kan i september præsentere det endelige program for jer. Mine ønsker er, at kurset skal byde på bl.a. forskeroplæg om digitale mediers indflydelse på sociale relationer og psykologilæreroplæg/-workshops om, hvordan den digitale verden påvirker unges syn på og tilgang til seksuallivet (jf. det nye krav om obligatorisk seksualundervisning på ungdomsuddannelserne), samt hvordan man kan tilrettelægge psykologiundervisningen på hf.

FIP vest bliver afholdt d. 20. marts på Campus Vejle, og FIP øst bliver afholdt d. 11. april på Gammel Hellerup Gymnasium.

Psykologifaglige udgivelser

I relation til årets FIP-kursusworkshop om brug af skriftlige øvelser i psykologi har Julie Thygesen og Emilie Beglaubter skrevet en EMU-artikel om dette, som er at finde her:

Udnyt skrivningens mulige læringspotentiale i psykologiundervisningen | emu danmarks læringsportal

 

I ministeriet er vi gået i gang med at forberede produktionen af inspirationsmateriale i en række fag – herunder psykologi – til den obligatoriske seksualundervisning, som gælder fra næste skoleår. Umiddelbart ligger det hos den enkelte skole og ikke i bestemte fag at udmønte seksualundervisningskravet, men der vil altså blive produceret en række materialer til EMU’en, som forhåbentlig bliver tilgængelige i løbet af efterårssemesteret. Jeg vil holde jer opdaterede om dette arbejde, når materialerne begynder at blive udgivet.

Jeg ser som altid frem til at se jer på kurser og høre fra jer på skrift eller telefonisk.

Magnus Riisager

magnus.riisager.hansen@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.