Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i religion – december 2021

I dette nyhedsbrev kan du læse om eksamen i religionsfaget, interkulturel didaktik, opmærksomhedspunkter ved prøveformen mv. 

Først og fremmest tak til både oplægsholdere og deltagere på FIP-kurserne! Der var mange relevante input og diskussioner om SRP, global dannelse i faget, faglig KS-prøverne og meget mere.

Nogle af oplæggene og workshoppene vil i ændret form blive formidlet på emu.dk, men de anvendte præsentationer m.m. vil ikke være at finde derinde som i forbindelse med tidligere FIP-kurser.

I forbindelse med diskussionerne om religionsfaget i SRP, får eleverne, der inddrager religion C, statistisk en lavere karakter end middelværdien af deres års- og prøvekarakter i faget. Dette kunne tyde på, at det fortsat er godt at være opmærksom på at få trænet deres skriftlige kompetencer i faget, da denne tendens særligt er tydelig i fag, der ikke traditionelt har en så udfoldet skriftlig dimension. Da der ved flere FIP-kurser har været fokus på det skriftlige arbejde i faget, kan man på emu.dk finde mange ideer til øvelser m.m.

Herudover var store dele af kurset opdelt i forskellige workshops, hvor der blev diskuteret flerkulturelle klasserum, de nye elementer i reformen og læreplanen, og fagdidaktiske udfordringer i den daglige undervisning.

På kurset om Kultur- og Samfundsfaggruppen var vi omkring udfordringerne ved prøveformerne, og opmærksomhedspunkter i forhold afviklingen heraf. Herudover var der oplæg omkring interkulturel didaktik, der også gav anledning til interessante diskussioner og erfaringsudvekslinger. Materialerne fra kurset er allerede fremsendt til deltagerne, og forhåbentlig vil der i foråret komme nyt på emu’en i forlængelse af kurset, da en del deltagere viste interesse for at arbejde videre med forskellige faglige og didaktiske udfordringer i faggruppen. Måske det kan give anledning til nye ideer og anbefalinger, der kan inspirere arbejdet i KS.

I forhold til eksamen i den kommende vintertermin (nyhedsbrevet udsendes også gennem emu’en) har den politiske forligskreds aftalt at der igen, som ved sommerens prøver, ”etableres … mulighed for lokalt at tilpasse prøvegrundlaget, så der tages hensyn til forløb, som har været afholdt som nødundervisning uden fysisk fremmøde – på linje med den mulighed, der blev givet i sommerterminen 2021." Dette gælder også ved sommerens prøver, hvilket dog for indeværende primært er relevant for fag med en flerårig tilrettelæggelse. Reglerne fra sommerterminen er udfoldet i mit nyhedsbrev fra april.

 

Kreditering

Christian Vollmond, fagkonsulent, styrelsen for undervisning og kvalitet

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.