Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i religion - maj 2022

Omhandler en netop offentliggjort vejledning til sommereksamen, eksamentræning - og en afskedshilsen fra fagkonsulenten.

Kære kolleger

Sommerens eksamener nærmer sig og igen i år foregår det i lyset af COVID-19.

Allerede i slutningen af februar blev der indgået en politisk aftale, der begrænser antallet af eksamener i 3.g på de gymnasiale uddannelser i sommeren 2022. Da religion flere steder er placeret i 3.g har det selvfølgelig stor betydning for antallet af eksamener i faget ved sommerterminen. Prøverne i 1.g, 2.g og hfe afvikles som normalt, og elever på særlige vilkår i 3.g skal også fortsat til prøve. På hf er der åbnet for at elever i 2.hf kan bede om et reduceret antal prøver, hvilket kan have betydning for valghold i religion B. Der er netop blevet offentliggjort en vejledning, hvor de særlige forhold ved sommerens prøver udfoldes: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf22/apr/220408-vejledning-om-gymnasiale-proever-i-sommerterminen-2022.pdf

 

Det er som altid vigtigt at forberede eleverne/kursisterne til prøven, og et oplagt redskab i dette er arbejde er ”Slapt og skarpt”, som jeg også tidligere har reklameret for. Dette giver god mulighed for at arbejde med faglig præcision i forhold til mundtlighed, hvilket står centralt ved prøven. Materialet og forslag til øvelser kan findes her: https://emu.dk/stx/religion/mundtlighed/slapt-og-skarpt-i-religion-hvordan-traener-man-mundtlig-faglig-praecision

Man kan også med fordel lade eleverne/kursisterne arbejde med de faglige mål, så man sikrer sig at de forstår, hvad grundlaget for bedømmelsen ved prøven er. Man kan fx lade eleverne/kursisterne arbejde med at omformulere de faglige mål til eget sprog, eller at de skal give eksempler på, hvordan man ved prøven kunne vise opfyldelse af udvalgte af målene.

Bemærk gerne sidste nyhedsbrev hvor særlige forhold omkring ”fjerde emne” udfoldes både i relation til undervisningsbeskrivelsen og bilagsmaterialet, der indgår ved prøven.

 

Dette er den sidste hilsen fra undertegnede, da jeg har opsagt stillingen som fagkonsulent og stopper ved sommerferien. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige KÆMPE tak til de utroligt mange som jeg har samarbejdet og sparret med og som har engageret sig i faget i mine syv et halvt år på posten. Og en særlig tak de skiftende medlemmer af bestyrelsen, der har været fantastiske at samarbejde med om både store opgaver som læreplaner og mindre omfattende opgaver som kurser og oplæg.

Det har været en hel fantastisk tid – og jeg glæder mig til igen at kunne fokusere på at undervise. Så vi ses til eksamener, kurser og andet sjov J

 

Mvh

Christian Vollmond, fagkonsulent, styrelsen for undervisning og kvalitet

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.