Annemette Nyborg Lauritsen. Grønland og Færøerne – Rigsfællesskabets fængselsløse samfund

World Prison Brief (www.prisonstudies.org, 2020)

Mens de fire store nordiske lande har et fangetal på mellem 50 og 70 indsatte pr. 100.000 indbyggere, så markerer Færøerne sig med blot 21 indsatte pr. 100.000 indbyggere. Betydeligt anderledes ser det ud for Grønland, der med 225 indsatte pr. 100.000 indbyggere har et særdeles højt fangetal. Intet land i Vesteuropa kommer i nærheden af det grønlandske fangetal.

Der findes meget lidt kriminologisk viden om Færøerne og meget lidt statistik på området. Den registrerede kriminalitet er forholdsvis lav og det færøske fangetal er blandt de laveste i verden.

Det høje grønlandske fangetal skal ses i sammenhæng med den registrerede kriminalitet. Af årsstatistik fra Grønlands Politi fremgår, at der i 2019 var registreret 4.165 anmeldelser for overtrædelse af Kriminallov for Grønland. Lidt over halvdelen var anmeldelser om berigelseskriminalitet (tyveri, hærværk, bedrageri mm.). I alt 936 (22 pct.) af samtlige anmeldelser angik vold. Dertil kom fem anmeldelser om drab og syv anmeldelser om drabsforsøg. Seksualforbrydelser udgjorde 13 pct. af samtlige anmeldelser i 2019. Af de i alt 559 anmeldelser var 37 pct. anmeldelser for voldtægt, imens anmeldelser for kønsligt forhold til børn under 15 år udgjorde 15 pct.

Selvom berigelseskriminalitet udgør størsteparten af anmeldelser, forekommer der en betydelig større grad af personfarlig kriminalitet i Grønland end det ses i Danmark og på Færøerne. I 2019 var der 170 voldsanmeldelser i Grønland pr. 10.000 indbyggere, hvor der i Danmark var 50 anmeldelser, mens Færøerne blot havde 13 voldsanmeldelser pr. 10.000 indbyggere. Det samme mønster gør sig gældende i forhold til anmeldelser af seksualforbrydelser.

Frihedsberøvelse i Grønland og på Færøerne

Den grønlandske kriminallov fra 1954 blev til ud fra anbefalinger fra Den juridiske Ekspedition. En ekspedition, der i 1948 blev udsendt af den danske regering til Grønland for at undersøge retsforholdene i landet. Her mente ekspeditionens medlemmer, at grønlandsk retspraksis var præget af et individualiserende personlighedssystem. Det vil sige, at det var personen frem for forbrydelsen, der stod i centrum – det som bliver kaldt gerningsmandsprincippet. Det særlige ved gerningsmandsprincippet var, at proportionaliteten mellem lovbruddets grovhed og reaktionens strenghed blev brudt. Det var dét, som tjente til lovbryderens resocialisering og integrering i samfundet, som skulle bestemme reaktionen og ikke selve forbrydelsen.

Den juridiske ekspedition så især fire grunde til at afvise fængsler i Grønland: De mente at have set, at man ikke isolerede lovbrydere. I de små samfund var det muligt at holde alle under opsyn. De som havde været indespærret, tålte det så dårligt, at det var nødvendigt hurtigt at slippe dem fri. Og endelig ville det blive særdeles kostbart at opføre fængsler i Grønland.

Med den gennemgribende moderniseringsproces, der blev sat i værk i Grønland op gennem 1950-60erne begyndte samfundsformer med små fællesskaber og en stærk primær kontrol at smuldre med det til følge, at der ikke var samme mulighed for at holde opsyn med de enkelte medlemmer af samfundet. Samtidig begyndte institutioner at vinde frem. En ændring af kriminalloven i 1963 gjorde det fremover muligt at anbringe domfældte i anstalt. Det blev understreget, at de grønlandske anstalter ikke skulle have karakter af fængsel. Den første anstalt blev opført i Nuuk i 1967 med 18 pladser. Anstaltens vigtigste princip var, at de domfældte skulle bevare tilknytning til det omkringliggende samfund gennem beskæftigelse i byen, de skulle resocialiseres og støttes til en fremtidig kriminalitetsfri tilværelse.

Gennem 1980-90erne blev anstaltskapaciteten fordoblet og antallet af indsatte sprængte alle rammer for, hvad der sås i Norden. I dag er anstaltskapaciteten på 154 pladser fordelt på seks anstalter. Til trods for hensigten om åbenhed og kontakt til samfundet har anstalterne med årene udviklet sig til lukkede institutioner, hvor det kun er få indsatte, der mærker noget til den åbne anstalts principper. I anstalterne er der kun få aktivitetsmuligheder, og de resocialiserende tilbud er begrænsede.

Med kriminallovsændring i 2010 blev der i alle anstalter indført halvlukkede afdelinger, ligesom der blev opført en lukket anstalt i Nuuk, der i vid udstrækning bærer fængslets karakteristika. Den nye lukkede anstalt, der blev indviet i 2019, skal blandt andet huse forvaringsdømte, der hidtil var sendt til afsoning i Herstedvester Fængsel.

På Færøerne foregår afsoning i ”Arresten” i Mjørkedal, en gammel militærstation, der ligger oppe i fjeldene 17 km. udenfor Thorshavn. Den er svært tilgængelig, der er ingen offentlig transport til stedet, og om vinteren er der risiko for, at den bliver afskåret fra omverdenen. Arresten har plads til 14 indsatte.

I princippet minder den færøske arrest om de oprindelige grønlandske anstalter. Formålet med Arresten er at fuldbyrde straf og motivere indsatte til et liv uden kriminalitet. Der tilbydes undervisning på folkeskoleniveau og i trækunst og sløjd. Beskæftigelse foregår i Arrestens værksted eller med udendørsarbejde med vedligeholdelse af bygninger.

Den lille arrest på Færøerne bruges til varetægtsfængsel og kortere straffe. I reglen sendes indsatte med dom på mere end 1-2 år til afsoning i Danmark.

Afsoning langt fra hjemmet

I de nordiske lande har man historisk lagt vægt på centrale principper for afsoning. Til disse hører nærhedsprincippet, der indebærer, at afsoning skal finde sted så tæt som muligt på den domfældtes hjemadresse før afsoningens påbegyndelse.

I det danske Herstedvester Fængsel afsoner ca. 25 grønlandske mænd tidsubestemte forvaringsdomme for personfarlig kriminalitet. De er dømt ved en grønlandsk ret og sendt næsten 4.000 km. væk fra deres hjemland. For flere af de dømte er dette deres første møde med Danmark. Ordningen med at lade forvaringsdømte grønlændere afsone i Herstedvester har siden den første dom i 1958 været genstand for kritik, eftersom de mister mulighed for stabil kontakt til familie og socialt netværk.

Færøske indsatte, der er idømt domme på mere end 1-2 år afsoner ligeledes i Danmark; som udgangspunkt i Vestre Fængsel. Som grønlænderne i Herstedvester har de heller ikke mulighed for fast kontakt til venner og familie. Forskellen på de grønlandske og færøske indsatte er, at færingerne afsoner tidsbestemte domme, så de har udsigt til, hvornår straffen ophører, mens grønlænderne er indsat på ubestemt tid.

I Herstedvester er der indrettet en grønlænderafdeling, der tager særlige hensyn til deres grønlandske sprog og kulturbaggrund. For de færøske indsatte i Vestre Fængsel er der ingen særrettigheder.

Mens der i Grønland er blevet opført en lukket anstalt, der bærer mange af fængslets træk, hvor forvaringsdømte fremover skal afsone, så har det aldrig været på tale at bygge et fængsel på Færøerne. I 2015 stillede et færøsk folketingsmedlem spørgsmål til statsministeren, hvor der blev efterlyst samme retstilstand i hele rigsfællesskabet, så indsatte på Færøerne kunne have samme afsoningsstandard i deres hjemland som i danske fængsler. En udbygning af fængselskapacitet på Færøerne blev blankt afvist.

Kreditering

Annemette Nyborg Lauritsen, lektor, ph.d Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet