Aktivitet

Topskat på godt og ondt

Lad eleverne undersøge og diskutere topskat via egne beregninger på “Skatteberegneren”. Aktiviteten er elevaktiverende og varer ca. ét modul à 90 minutter. Øvelserne undervejs kan bruges på flere niveauer, men elevudbyttet er nok størst for samfundsfag på stx på A- eller B-niveau.
 

Formål

Aktiviteten har til formål på at give eleverne forståelse for de overordnede principper i det danske skattesystem og især topskat. Undervejs skal eleverne gøre deres egne erfaringer.
Der arbejdes med følgende faglige mål/kernestof:
 

  • undersøgelse af konkrete økonomiske prioriteringsproblemer nationalt, regionalt og globalt og diskutere løsninger herpå

  • velfærdsprincipper og forholdet mellem stat, civilsamfund og marked, herunder markedsmekanismen og politisk påvirkning heraf.

Aktiviteten har Tax.dk´s forprogrammerede excelark "skatteberegneren" som omdrejningspunkt.

 

1) Planlægning/overvejelser

Aktiviteten kræver, at læreren har sat sig ind i “skatteberegneren”. Elevernes lektie kan fx være: H.Kureer: “Økonomi - en grundbog til samfundsøkonomi" 2011. s.179-187.

 

2) Opbygning

Læreren starter med at give eleverne et overblik over, hvor skatterne stammer fra og bidragsydernes forholdsmæssige bidrag til det offentliges indtægter ved at vise videoen "Hvis Danmarks skatteindtægter var 100 kr" fra Danmarks Statistik.

Dernæst introducerer læreren "skatteberegneren", hvorefter eleverne i par arbejder med følgende spørgsmål:

  • Find ud af, hvor høj en bruttoindkomst en lønmodtager kan have, inden at der skal betales topskat.

  • Undersøg, hvor meget man vil få ud af at tjene (efter skat) i intervaller med 25.000 kr. vækst.

  • Eleverne skal herefter undersøge, hvor mange der betalte topskat i 2017, og hvor stort et skatteprovenu topskatten gav staten. Brug tabelvæket fra Danmarks statistik: "Skatter og afgifter - Oversigt 2017" tabel 5.8 og tabel 5.12.

 

Dernæst skal elever i grupper på fire samle op på deres undersøgelser. Hver elev præsenterer på skift mindst 3 pointer fra øvelsen med skatteberegner over for de andre medlemmer af gruppen. Efterfølgende skal eleverne drøfte følgende spørgsmål:

  • Er topskatsprincippet rimelig og retfærdigt?

  • Hvilke økonomiske konsekvenser ville det have at afskaffe topskatten?

  • Skal skattelettelser gives i toppen eller i bunden?

 

Evaluering

 

  • Læreren evaluerer mundtligt på de faglige mål fx gennem følgende spørgsmål:
  • Hvilke prioriteringsspørgsmål relaterer sig til topskat?
  • Hvad betyder topskat for vores organisering af velfærdsstaten?

 

Kreditering

Produceret af Jørgen Lassen, Sct. Knuds Gymnasium.

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.