Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - juni 2022

I dette nyhedsbrev orienterer jeg om F&A i forbindelse med eksamen, de skriftlige eksamensopgaver (stx og hhx), nyt på EMU’en og henvisninger til arrangementer, rapporter og nyudgivelser.

1. F&A i forbindelse med eksamen

Jeg har haft mange henvendelser i år i forbindelse med eksamen. Jeg forsøger at opsummere dem inkl. svar herunder i punktform.

Antal emner til eksamen

Der er i læreplanen ikke fastsat et minimum for antallet af emner, der skal udgøre prøvegrundlaget. Emnerne skal dog til sammen dække de faglige mål og kernestoffet.

Billeder i teksten

Billedmateriale må ikke indregnes i eksamensmaterialets omfang, og der må ikke stilles særskilte spørgsmål til det i instruksen. I vejledningen står der, at ”eventuelt billedmateriale indregnes ikke i tekstmaterialets omfang og indgår ikke som en del af instruksen.” Når der står ’eventuelt’ hænger det sammen med, at der er teksttyper, hvor billedmateriale ikke kan undgås, og hvor det er en integreret del af et multimodalt materiale (fx filmklip). Billedmateriale kan altså ikke i sig selv være grundlag for spørgsmål, men hvis det indgår naturligt i en ubearbejdet tekst, kan eksaminanden vælge at inddrage det. Det betyder, at billedmateriale ikke skal tilføjes en tekst, men hvis det indgår – skal det være som en naturlig del af teksten. Billedmaterialet skal altså være en del af det originale materiale.

Eksamensinstruks

I læreplanen står der, at tekstmaterialet ”forsynes med en kort indledning på tysk, og der opgives kun specielt vanskelige gloser og nødvendige realkommentarer. Tekstmaterialet forsynes endvidere med en kort instruks på tysk, der angiver, hvordan eksaminanden skal arbejde med materialet.” Der er i princippet ingen fast formel for, hvordan en instruks skal se ud, men det er vigtigt ikke at tage muligheden for at vise selvstændighed fra eleverne, som det eksempelvis kan blive tilfældet i mere udførlige instrukser. Af læreplanen følger endvidere: ”Det studerede emne inddrages i præsentationen, som efterfølges af en uddybende samtale på tysk mellem eksaminand og eksaminator om tekstmaterialet og det studerede emne.” Det betyder, at det kan være en god idé at tilføje en formulering i stil med ”Vergleiche den Text mit anderen Texten zum Thema X” for at sikre, at eleven kommer til at tale om mere end én tekst.

Hvad må medbringes til eksaminationen?

I princippet må eleverne have alt det med ind til eksaminationen, som de må have ind til forberedelsen. Man skal dog tænke på, hvad der godt for eleverne. I vejledningen står der følgende: ”Eksaminanden kan støtte sig til disposition, talekort eller lignende. Oplæsning herfra tæller ikke positivt i bedømmelsen og vil blot mindske den tid, som eksaminanden har til at vise sin kunnen i forhold til bedømmelseskriterierne. Eksaminanden kan kort citere fra udvalgte tekster for at underbygge væsentlige pointer.”

Eksamensteksternes længde

I læreplanen for tysk fortsætter B står der, at ”tekstmaterialet skal bestå af en eller flere tekster med et samlet omfang på ca. 1 til 1,5 normalside”. Ca. betyder i dette tilfælde, at teksten må være maks. 5 % under. Hvis den overskrider de 1,5 normalsider, så skal det kun være for at færdiggøre en sætning. Ellers må den ikke være længere end 1,5 normalside.

2. De skriftlige eksamensopgaver

Årets eksamensopgaver ligger som nævnt på prøvebanken.

I forbindelse med årets eksaminer vil jeg gerne understrege, at opgave 2-4 (de grammatiske opgaver) skal besvares på dansk. For at kunne besvare disse er det vigtigt, at også modersmålstalende har en tysk grammatik på dansk, da der fordres danske forklaringer mm. Dette hjælper dem til at kunne løse opgaverne.

3. Nyt på EMU’en

FN‘s verdensmål

På EMU’en er der lanceret en ny side, der har FN’s verdensmål som emne, og hvor man kan søge inspiration til sin undervisning.

Skriftlighed

Malene Fletcher Hansen, lektor ved Aarhus Statsgymnasium, har udarbejdet et materiale med forslag til forskellige måder at træne elevernes skriftlige kunnen på. Materialet kommer snarest på EMU’en (under ”skriftlighed”).

Skønlitterært forløb

Romana Stoubæk, lektor ved Herning Gymnasium, har udarbejdet et forløb inden for skønlitteratur, som bl.a. omhandler Goethe, Peter Stamm og Thomas Mann. Materialet kommer også snart på EMU’en.

 

4. Henvisninger til arrangementer, rapporter mm.

Arrangementer

1) NB: NY DATO – NCFF holder konference om barrierer for sprog d. 29.11.22 på Hotel Park i Middelfart. Sæt kryds. Alle er velkomne. Tilmelding umiddelbart efter sommerferien.

Materialer

1) Goethe-Instituttet har offentliggjort undervisningsmateriale med titlen ”Nachhaltige Städte und Gemeinden” udarbejdet af Jenny Hansen Gibson. Materialet kan tilgås her.  

Rapporter

1) EVA offentliggjorde medio maj en rapport om ”Elevernes læring og trivsel på de gymnasiale uddannelser under COVID-19-pandemien”. Rapporten kan tilgås her

2) Medio maj kom 6. og afsluttende følgeforskningsrapport til gymnasiereformen. Rapport kan læses her.

 

Siden er opdateret 09. august 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.