Artikel
Kommunikation og it htx - Inspiration til fjernundervisning
Nedenstående giver inspiration til valg af digitale ressourcer og didaktisk planlægning af fjernundervisning i kommunikation og it.
Der findes en lang række relevante online-ressourcer og platforme, som underviseren i kommunikation og it kan anvende. Nedenstående er blot eksempler og anvendelsen af dem afhænger af længden af den periode, som fjernundervisningen skal tilrettelægges efter.
Didaktisk planlægning af virtuel undervisning
Den virtuelle undervisning kan tilrettelægges på mange måder – i grupperum og klasserum, hvortil der kommer mulighed for individuel vejledning/respons.
I tilrettelæggelsen af den virtuelle undervisning skal det medtænkes, om læreren er online samtidig med eleverne eller om man er tidsmæssigt forskudt. Om eleverne arbejder individuelt eller i online-par/-grupper (eller andet) og hvordan kommunikationen mellem læreren og eleverne skal foregå.
Generelle råd:
- Se om noget af undervisningen kan tilrettelægges udendørs, så eleverne får mere variation i deres skoledag og får mulighed for at røre sig. Mindre øvelser kan sagtens tage udgangspunkt i en undersøgelse, der foregår exteriør. Fx kan eleverne individuelt tage på en kort researchtur i lokalområdet etc. Bagefter kan de uploade deres observationer (inkl. fotos) på en fælles platform (fx padlet) og prøve at formulere kommunikationsopgaver til hinanden, der efterfølgende og i mindre grupper kan udarbejdes skitser til kommunikationsløsninger på – evt. med forskellige målgrupper for øje.
- Der kan også arrangeres walk and talks, hvor elever i par fx facetimer med hinanden mens de drøfter kommunikation og it-faglige arbejdsspørgsmål. Små skriveøvelser, besvarelser af opgaver mm, fx i par eller mindre grupper, kan også sagtens løses udendørs, hvis vejret tillader det.
- Læreren kan med fordel selv lave de samme praktiske øvelser som eleverne – jf. ovenfor – og fremlægge sin egen praksis/løsning sammen med dem for at skabe en lidt mere uformel stemning og styrke relationen til eleverne.
- Brug mulighederne for forskellige former for peer-feedback til yderligere at understøtte det faglige og sociale fællesskab i klassen/på holdet, eller lav mere uformelle fremlæggelser mellem grupperne. Det er nemmere at få flere i tale, når det foregår i mindre grupper.
- Klassens sammenhold har det svært, når alle sidder hver for sig derhjemme. Man kan prøve at styrke sammenholdet ved at tilføre det faglige et mere socialt, underholdende eller interessebetonet element fx i form af virtuel frokost i grupper, hvor eleverne taler om det de har lyst til, eller med quiz’er, hvor eleverne i grupper udformer faglige spørgsmål til hinanden med nogle valgmuligheder. Man kan også organisere gruppearbejde, hvor eleverne individuelt eller i grupper skal forberede og fremlægge et oplæg for hinanden om et selvvalgt fagligt emne, som eleven/gruppen finder interessant. Der kan indlægges benspænd fx om brug af begreber eller metoder.
I forbindelse med kommunikation og it’s teoretiske tilgang
Eleverne kan være produktive, og kan – individuelt eller i online-par eller -grupper - udarbejde oplæg, lave præsentationer af teoretisk stof og analysere andres kommunikationsløsninger, fx ved at:
- Udarbejde powerpoint, der gennemgår hovedpunkter i eller besvarer spørgsmål til en teoretisk lærebogstekst eller en artikel, redegør for kommunikationsteori, kommunikationsmodeller eller analyse af målgrupper.
- I en podcast, en vodcast, et videoessay (fx Screencast-O-Matic), mundtligt eller skriftligt analysere, diskutere og/eller reflektere over en kommunikationsløsning.
- Arbejde skriftligt med at træne delelementer i fagets rapportskrivningen, beskrive etiske problemstillinger i tilknytning til kommunikation eller redegøre for relevant lovgivning i forbindelse med fremstilling af kommunikationsprodukter.
I forbindelse med kommunikation og it’s praktisk-produktive tilgang:
Eleverne kan – i online-grupper - lave forundersøgelse og –analyse ifm. udarbejdelse af (dele af) kommunikationsprodukter, eller de kan – individuelt eller i online-grupper - arbejde med at udvikle, udforme og begrunde kommunikationsprodukter, fx ved at
- Udvælge relevante teorier, metoder og/eller modeller til at løse kommunikationsopgaven.
- Lave skitser, mockups, storyboard, moodboards etc.
- Designe – og evt. gennemføre – relevante målgruppeundersøgelser.
- Udarbejde kommunikationsstrategi og lave projektplanlægning.
- Arbejde med (dele af) rapportskrivningen, så de bliver fortrolige med genren.
Digitale ressourcer - idekatalog
Der findes en lang række relevante online-ressourcer og platforme, som underviseren i kommunikation og it kan anvende. Nedenstående er blot eksempler og anvendelsen af dem afhænger af længden af den periode, som den virtuelle undervisning skal tilrettelægges efter.
Eksempler på digitale ressourcer til brug i kommunikation og it – både i forbindelse med fagets teoretiske og praktisk-produktive tilgang:
- Præsentationsværktøjer, som fx Powerpoint, Prezi og Padlet
- Projektstyringsværktøj, fx Trello
- Screencasts, som fx Screencast-O-Matic
- Optagelse af levende billeder/lyd, som fx podcast, vodcast, fotografi evt. vha. smartphone eller iPad
- iBøger til faget
Eksempler på digitale ressourcer til kommunikation og respons mellem elever og mellem lærer-elev/elever:
- Peer-feed-back, evt. via peergrade.io
- GoogleDocs, Microsoft Office 365 Word online
- Skriftlig feedback/kommentarer
- Gruppemøder med virtuel undervisning og mundtlig feedback via fx Skype, Messenger, Teams, Google Meet, Google Hangouts, Facetime o.lign.
Disse responsforslag kan selvfølgelig kombineres, så peer-feedback evt. bruges indledende, at eleven/gruppen efterfølgende arbejder videre, og derefter får lærerrespons.
Relevante links
Læreplaner og vejledninger (uvm.dk).
Udarbejdet af fagkonsulenten
Mimi Olsen
Fagkonsulent
Direkte tlf.: +45 22269164
E-mail: mimi.olsen@stukuvm.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.