Redskab
Verdensmål i bevægelse
30 frit tilgængelige læringsmoduler fra Dansk Skoleidræt sætter bevægelse i verdensmålene.
Verdensmål i bevægelse har til formål at involvere eleverne aktivt i arbejdet med bæredygtig udvikling. Verdensmålene kan virke abstrakte for eleverne, men ved at tilføre bevægelsesaktiviteter og skabe læring gennem kroppen, forstår eleverne bedre budskaberne bag målene. Eleverne kommer til at udvikle viden, forståelse og kompetencer, som kan bidrage til, at de kan tage vare på deres egen sundhed, sætte sig i andres sted og forstå, hvad det vil sige at medvirke til at skabe en bæredygtig verden.
Find 30 læringsmoduler fra Verdensmål i bevægelse gratis på skoleidraet.dk
Se introfilm om Verdensmål i bevægelse på Vimeo
Materialet kan tilpasses forskellige behov
De 30 læringsmoduler dækker alle klassetrin i grundskolen. De kan bruges som en del af en decideret temauge om verdensmålene eller blot som enkeltstående aktiviteter, når det passer i skemaet.
Hvert modul varer mellem 2 og 10 lektioner, så der er noget for ethvert behov. Modulerne indeholder en vekselvirkning mellem teori og praksis, hvor bevægelsesaktiviteten kombineres med opgaver og refleksion, eksempelvis inden for verdensmålene: Afskaf fattigdom, Sundhed og trivsel, Ligestilling mellem kønnene, Bæredygtig energi, Mindre ulighed og Ansvarligt forbrug og produktion.
Verdensmålene er dels udvalgt efter, hvor det er nemmest at integrere bevægelse, og dels ud fra, hvor der allerede ligger læringsmaterialer, som kan få en ekstra dimension ved at koble bevægelse på. Gennem bevægelsen bliver problemstillingerne nærværende for eleverne, der på egen krop får syn for sagen i forhold til nogle af de abstrakte udfordringer.
Bevægelse på tværs af klassetrin
Vælger man at afholde en temauge om verdensmålene på skolen, kan den planlægges som undervisning på de enkelte klassetrin, men også på tværs af skolens normale opdeling, så store og små elever kan arbejde sammen, bevæge sig sammen og samtidig lære om verdensmålene.
Formål og baggrund for projektet
Med projektet Verdensmål i bevægelse har Dansk Skoleidræt udarbejdet 30 lærings- og aktivitetsmoduler inden for syv udvalgte verdensmål. Materialerne er udviklet i samarbejde med Lasse Højstrup Sørensen, og de er produceret med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.