Forskning og viden

Slutrapport til evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan

Den afsluttende evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan viser, at pædagogisk praksis i de danske dagtilbud sker inden for rammerne af læreplanen.

Formål

Danmarks Evalueringsinstitut har på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet udarbejdet den afsluttende evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan. Evalueringen undersøger, hvordan og i hvilket omfang danske dagtilbud og kommunale forvaltninger arbejder med centrale fokusområder i den styrkede pædagogiske læreplan. Evalueringen ser også på udviklingen i dette arbejde fra 2018 til 2021.

Evalueringens resultater henvender sig til politikere på nationalt såvel som kommunalt niveau, til de kommunale forvaltninger og dagtilbuddene, professionshøjskolerne samt øvrige aktører og interessenter, som beskæftiger sig med dagtilbudsområdet.

Evalueringen giver indblik i dagtilbudschefers, daginstitutionslederes samt dagplejepædagogernes vurdering af implementeringen af den styrkede pædagogiske læreplan.

 

Hovedresultater

Slutrapporten viser blandt andet, at:

  • den styrkede pædagogiske læreplan er rammesættende for arbejdet i de danske dagtilbud. Dette er størstedelen af både dagtilbudschefer, dagtilbudsledere og dagplejepædagoger enige i.
  • kommuner og dagtilbud vurderer, at de anvender koncepter og dokumentationskrav, som er i overensstemmelse med den styrkede pædagogiske læreplan. Kun fire procent af dagtilbudscheferne mener, at dette ikke er tilfældet.
  • dagtilbudscheferne vurderer, at de er tættest på at realisere intentionerne i læreplanen for fokusområdet ”faglig ledelse”.
  • mellem 2018 og 2021 er den største positive udvikling sket i arbejdet med fokusområdet ”evalueringskultur”, hvor det nu er 45 % af dagtilbudscheferne, som mener, at deres dagtilbud lever op til intentionerne i den styrkede pædagogiske læreplan.
  • 47 pct. af dagtilbudscheferne vurderer, at størstedelen af deres dagtilbud arbejder med børnefællesskaberne og børn i udsatte positioner i tråd med de intentioner, som ligger i det pædagogiske grundlag.

Vil du læse flere artikler som denne? Så tilmeld dig emus nyhedsbrev lige her!

    Faktaoplysninger om evalueringen af den styrkede pædagogiske læreplan

    Den styrkede pædagogiske læreplan trådte i kraft 1. juli 2018. Formålet med evalueringen af den styrkede pædagogiske læreplan er at undersøge, i hvilket omfang læreplanen er rammesættende for de danske dagtilbud. Herunder undersøger evalueringen, hvordan og i hvilket omfang dagtilbuddene arbejder med udvalgte fokusområder i læreplanen, samt hvordan kommunerne og dagtilbuddene arbejder med at implementere og realisere fokusområderne.

    Evalueringens slutrapport er baseret på tre delelementer:

    1. En spørgeskemaundersøgelse i 2018 (hent 2018-delrapporten her på emu.dk)
    2. Et casestudie i 2019 med fokus på udvalgte fokusområder i SPL (hent 2019-delrapporten her på emu.dk)
    3. En opfølgende spørgeskemaundersøgelse i 2021, hvis resultater anvendes i denne slutrapport.

    Slutrapporten sammenligner resultater fra 2018 med resultaterne fra 2021 for at undersøge udviklingen siden ikrafttrædelsen af den styrkede pædagogiske læreplan. Den afsluttende rapport inddrager også resultater fra casestudier foretaget i 2019, som en del af evalueringen af den styrkede pædagogiske læreplan.

    Evalueringens otte fokusområder er:

    1. Det brede læringssyn og læring hele dagen
    2. Børnesyn og børneperspektiver
    3. Børnefællesskaber og børn i udsatte positioner
    4. Forældresamarbejde
    5. Evalueringskultur
    6. Faglig ledelse i forbindelse med den styrkede pædagogiske læreplan
    7. Det sammenhængende børneliv
    8. Samarbejde med lokalmiljøet.

    Spørgeskemaundersøgelsen tager udgangspunkt i følgende spørgsmål:

    1. Hvordan og i hvilket omfang arbejder dagtilbuddene med fokusområderne i den styrkede pædagogiske læreplan?
    2. Hvordan arbejder kommunerne og dagtilbuddene med at implementere og realisere fokusområderne?
    3. Hvordan har praksis udviklet sig, når det gælder de opmærksomhedspunkter, som tidligere evalueringer har udpeget?

     

    Kreditering

    Danmarks Evalueringsinstitut har udarbejdet evalueringen på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet.

    Siden er opdateret af emu-redaktionen
    Rettigheder:

    Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
    Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.