Forløb

Vær med til at skabe et fællesskab med Olav Hesseldahl

Udskoling og ungdomsuddannelser: Hvordan udvikler elever et stærkt læringsfællesskab, der forbinder, motiverer og skaber trivsel? Det sætter iværksætter Olav Hesseldahl fokus på i dette gæstelærerforløb. 

Forløbet er målrettet elever i alderen 14-18 år i klasse- og holdfællesskaber i grundskolen, på erhvervsuddannelser eller på gymnasiale uddannelser.

 

Hele forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 4-6 lektioner.

 

I tillæg til forløbet er der udarbejdet tre elevrettede aktiviteter, hvor eleverne dels arbejder med motiverende elevfortællinger og selvevaluering/elevfeedback og dels en række dilemmakort om deltagelsen i læringsfællesskaber. Det supplerende materiale findes nederst på denne side.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Olav Hesseldahl stiller i forløbet skarpt på fællesskaber; hvorfor de er vigtige, og hvordan eleverne gennem konkrete øvelser kan styrke de fællesskaber, de indgår i.  

Forløbet beskriver elevernes egen rolle i forhold til at etablere, deltage i og vedligeholde gode relationer. Gennem øvelser og refleksioner klædes eleverne på til at styrke de fællesskaber, de indgår i, og styrke deres egen oplevelse af medejerskab (autonomi) og grundlæggende oplevelse af egen betydningsfuldhed i læringsfællesskabet.

Forløbet retter sig bredt mod 14-18 årige, der indgår i klasse- og holdfællesskaber i grundskolen, på erhvervsuddannelser og på gymnasiale uddannelser. Med forløbet kan eleverne blive bevidste om fællesskabets betydning i skole- og studiesammenhæng samt i forbindelse med oplæring og lærepladser.

Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

 

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet er bygget op omkring fem videoer, hvor filosof og iværksætter Olav Hesseldahl med afsæt i egne erfaringer introducerer eleverne til betydningen af fællesskaber og måder at fremme fællesskaber på. Undervejs i forløbet arbejder læreren og eleverne med forståelsen af roller og relationer samt fællesskabets betydning og udvikling.

Til hver video er der udarbejdet forslag til aktiviteter, som kan anvendes i undervisningen. Aktiviteterne lægger op til refleksion, læring og øvelser, der har fokus på fællesskab og relationer.

Forløbet er udviklet med henblik på at blive anvendt på tværs af uddannelser. Det stiller krav om, at læreren indledningsvis relaterer forløbet til den specifikke elevgruppe og uddannelse samt rammesætter forløbet og dets formål.

Der er også udarbejdet en PDF med forslag til supplerende undervisningsaktiviteter, der kan anvendes i forlængelse af forløbet. Aktiviteterne fokuserer på at styrke klasse- og holdfællesskaber. Find det supplerende materiale nederst på siden.

 

Tilrettelæggelse

Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Som indledning kan læreren eksempelvis forklare, at eleverne gennem forløbet får lejlighed til at arbejde med fællesskaber, relationer, trivsel og motivation.

Efter lærerens rammesætning kan forløbet afvikles med disse aktiviteter:

  • visning af videoklip
  • lærerinput og -oplæg
  • refleksioner og arbejde i gruppe, individuelt og i plenum
  • fællesskabende øvelser.

Det er vigtigt, at læreren er opmærksom på udgangspunktet for at arbejde med fællesskabet i elevgruppen, herunder om der er sårbare emner eller relationer at tage hensyn til.

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning, hvor der gøres brug af onlineklasserum, for eksempel breakout rooms, til at understøtte gruppeaktiviteter. Ligeledes kan der gøres brug af Padlet eller lignende til at fastholde og dele pointer.

Den uddybende lærervejledning, som findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer

 

Forløbets opbygning

Forløbet er bygget i fem faser, som relaterer sig til hver af de fem videoer.

 

Video 1: Vær med til at skabe et fællesskab

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

Med udgangspunkt i en personlig fortælling giver Olav Hesseldahl et eksempel på, hvordan et fælles projekt kan føre til et stærkt fællesskab og en læringsoplevelse for livet. 

I forlængelse af videoen kan eleverne gruppevis arbejde med en fortælleøvelse, hvor egne fortællinger danner grundlag for refleksioner over gode oplevelser af fællesskaber. Øvelsen indeholder interview og fælles opsamling. Det er vigtigt, at øvelsen gennemføres i et trygt miljø.

I videoen beskriver Olav Hesseldahl også to afgørende roller for et fællesskab – at nogen tør stille sig i centrum og skabe et fælles, og at andre deltager i dette fælles. Med udgangspunkt i dette kan eleverne i grupper og i plenum diskutere begreberne roller og iscenesættelse.

 

Video 2: Fællesskaber skal fornyes

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

Olav Hesseldahl fortæller om de energier, der strømmer til og fra et fællesskab og om elevernes egen rolle heri. Eleverne kan på den baggrund reflektere over, hvad de oplever som fælles, og hvordan de vil bidrage til det konkrete fællesskab i deres uddannelse.  

Læreren kan efterfølgende rammesætte en dialog for eleverne om negative og positive værdier. Formålet er at finde eksempler på energier (idéer, tanker, handlinger osv.), der enten kan udvikle og opretholde stærke fællesskaber, eller som kan hæmme fællesskabet. Eleverne skal konkret forholde sig til deres klasse- eller holdfællesskab og sammen finde værdier, der er de vigtigste for dem.

 

Video 3: Giv komplimenter og energi

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

I denne video fortæller Olav Hesseldahl om komplimenter som greb til at udvikle stærke relationer i fællesskaber. Han fortæller desuden om grundlæggende demokratiske principper for at udvikle og deltage i fællesskaber, og eleverne får indblik i de erfaringer, Olav Hesseldahl har gjort sig i sit arbejde som leder af forskellige organisationer.

I videoen præsenterer Olav Hesseldahl også konkrete øvelser, der kan lette elevernes deltagelse i fællesskaber, og som kan gøre fællesskaberne inkluderende:

  • Cirklen: Eleverne placeres i en cirkel og giver hinanden komplimenter, blandt andet for at øge deres opmærksomhed på hinandens styrker og være med til at sætte en positiv tone i fællesskabet.  
  • Morgen tjek-in: Eleverne tjekker ind med dagens ”energi-niveau”, blandt andet for at visualisere deres humør og veloplagthed og dermed gøre det let for fællesskabet at tage hensyn til hinandens behov.

 

Video 4: Liste med drømme og blokadespørgsmål

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

Olav Hesseldahl taler i denne video om værdien i at give alle en stemme - også dem, som ikke tager ordet først. Han præsenterer konkrete idéer til, hvordan det kan gøres.

En idé er at hænge en seddel op på toilettet med et spørgsmål eller et udsagn, som er relevant for alle at skrive svar på eller give input til. Olav Hesseldahl kalder idéen for ”toiletpoesi”, og læreren kan overveje den som et greb til løbende at spore elevernes tanker ind på fællesskabet.

Med Olav Hesseldahls toiletpoesi kan mange stemmer komme anonymt i spil. Indholdet på listen kan give en indikation af, hvad eleverne er optaget af, og hvad de bekymrer sig om eller drømmer om. 

 

Video 5: Individet og fællesskabet

© Børne- og Undervisningsministeriet

Olav Hesseldahl taler i denne video opsummerende om fællesskabet, medansvar for fællesskabets udvikling og roller i fællesskaber.  

Med øvelsen "Mødet på midten" kan eleverne reflektere over, hvad de selv bidrager med til fællesskabet, og hvad de ønsker, at fællesskabet bidrager med. På den måde kortlægges elevernes forcer og behov, der relaterer sig til fællesskabet.   

 

Evaluering

Forløbet kan stå alene eller indgå i længere forløb med fokus på lærings- og arbejdspladskultur, idéudvikling og innovative udviklingsprocesser. Alt sammen med udgangspunkt i stærke fællesskaber med plads til elevernes forskellige stemmer og energier. Forløbet kan være udgangspunkt for løbende feedbacksamtaler mellem elever og lærer eller for indbyrdes læringssamtaler eleverne imellem.

Eleverne kan undervejs formulerer spørgsmål til egen udvikling, deltagelse og læring i fællesskaber for derigennem at skabe mulighed for mere strukturerede refleksioner, alene eller i mindre grupper.

 

Supplerende materiale

Der er udviklet et supplerende materiale bestående af tre elevrettede aktiviteter, som kan anvendes i forlængelse af gæstelærerforløbet. Aktiviteterne sætter fokus på værdien af fællesskaber og på, hvordan man i undervisningen kan arbejde aktivt med at skabe dem.

Aktiviteterne er beskrevet med en vejledning, og to af aktiviteterne indeholder printbare ark til anvendelse direkte i undervisningen.

Aktivitet 1: Motiverende elevfortællinger og –narrativer
Aktiviteten bidrager til at styrke fællesskabet gennem elevernes personlige fortællinger om at indgå i stærke fællesskaber. Aktiviteten rammesætter et fortælleværksted, hvor elevernes fortællinger kan tage afsæt i konkrete arbejdsopgaver i skolen, i fritids- eller arbejdslivet eller i familien.

Aktivitet 2: Selvevaluering og elevfeedback
Aktiviteten rammesætter elevernes arbejde med selvevaluering og feedback på en måde, hvor de knytter oplevelser med læring, deltagelse og motivation sammen.

Aktivitet 3: Dilemmakort om trivsel, motivation og deltagelse i læringsfællesskaber
Dilemmakortene danner grundlag for, at eleverne gennem gruppedrøftelser og dialog forholder sig til fællesskabets muligheder. Eleverne præsenteres for dilemmaer inden for emnerne; motivation, læringsmiljø, eksklusion, venskaber og støtte til kammerater med udfordringer.

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.