Artikel
Progression i Dansk som andetsprog C-A
Hvordan sikre den rette progression fra indgangsniveauet på C over B til A i DSA? Artiklen fortæller, hvilke overvejelser vi har gjort os om progressionen og didaktisering og giver forslag til progressionsplan.
Artikel om progressionsplan på Aarhus hf og VUC
De forskellige niveauer beskrives i fagets læreplan, men modulopdelingen kræver, at man som underviser holder tungen lige i munden og laver en fortolkning af, hvad de forskellige niveauer indebærer og hvilken didaktisering, de forskellige niveauer kræver.
Aarhus HF og VUC er en forholdsvis stor skole, hvor DSA har været et fag siden forsøgsfaget blev oprettet i 2008 og med forholdsvis mange DSA-kursister. Det har givet os mulighed for at have undervisning på alle moduler af DSA på HF.
Med det afsæt har vi i vores DSA-faggruppe forsøgt at lave en progressionsplan for at sikre, at kursisterne i løbet af de tre moduler O-C, C-B og B-A, og på halvandet år, når målene for DSA A, også selv om der har været forskellige undervisere på de forskellige moduler. Efter artiklen her har vi indsat et skema med oversigt over forløb og fokuspunkter i de tre niveauer.
Udover opfyldelse af målene er en af udfordringerne ved modulopdelingen, at indholdsbeskrivelsen af DSA A fordrer, at en væsentlig del af indholdet er afviklet på de lavere niveauer. Læreplanen ligner læreplanen for almindeligt Dansk A, men til forskel fra Dansk A skal det opfyldes gennem en modulopdeling. Det er ikke muligt at tilgodese alle indholdskravene om fx 6 værker, alle kanonforfattere, litteraturhistoriske perioder, litteraturanalyse, medieanalyse samt hele den sproglige dimension, som ikke fylder mindre på DSA A, på de relativt få timer, der er tilbage til B-A. Det er bl.a. på den baggrund, at en progressionsplan kan være nødvendig. Men hvordan løser man så den gordiske knude det kan være, at man på den ene side skal afvikle en del af indholdet, og noget af det på ”grundlæggende” niveau, og det samme indhold skal løftes til et mere komplekst niveau, uden at man er nødt til at afvikle hele indholdet en gang til?
KREDITERING: Mia Kullegaard Brun og Jesper Krarup Andreasen, Aarhus hf og VUC
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.