Viden om

Indsigt i uddannelse og arbejdsmarkedet skal vække elevernes nysgerrighed

Forskningslitteratur om læringsorienteret uddannelsesvejledning peger på vigtigheden af  aktiviteter med fokus på uddannelse og arbejde allerede i de små klasser. 

Hent Viden Om - Skoleelevers læring om uddannelse og arbejde

Det er en central del af folkeskolens almendannende formål, at skolens undervisning skal udvide elevernes perspektiv på uddannelse, arbejde og på sig selv. Undervisningen skal bl.a. give eleverne en større indsigt i, hvad forskellige faggrupper bidrager med og et mere nuanceret kendskab til egne muligheder og derved et bedre grundlag for på et tidspunkt at træffe et uddannelsesvalg.

På den måde spiller undervisningen sammen med den uddannelsesvejledning, som eleverne modtager. Det er nogle af pointerne i den nyere forskningslitteratur om uddannelsesvejledning af forskere som Randi Skovhus og Tristram Hooley.

 

Tre gode råd til at arbejde med læringsorienteret uddannelsesvejledning:

 

  • Tænk den læringsorienterede uddannelsesvejledning ind i undervisningen
     
  • Fokusér på elevernes læring om – frem for valg af – uddannelse og arbejde
     
  • Rammesæt de læringsorienterede uddannelsesaktiviteter med forberedelse og efterbehandling

 

I vidensnotatet ”Skoleelevers læring om uddannelse og arbejde” er væsentlig forskningslitteratur fra 2016 til 2020 inden for feltet kortlagt, og de vigtigste pointer opsummeret. Vidensnotatet går i dybden med temaet unges overgang fra grundskole til en ungdomsuddannelse og kan give viden om og inspiration til arbejdet med det obligatoriske emne uddannelse og job, som alle elever skal undervises i.

Notatet er til dig, der vil grave et spadestik dybere og vil læse forskningslitteraturen bag de mange råd om uddannelsesvejledning, som vi har samlet i vores tema.

Læs et interview med forsker Randi Skovhus om vigtigheden af emnet ”Uddannelse og job”.

 

Her kan du læse en introduktion af vidensnotatets vigtigste begreb – læringsorienteret uddannelsesvejledning – og notatet finder du nederst.

 

Uddannelsesvejledning

Læringsorienteret uddannelsesvejledning og uddannelsesvejledning er tæt forbundet, men er ikke det samme. Uddannelsesvejledning er aktiviteter, som er målrettet elevernes valg om uddannelse og arbejde. Frem mod deres valg skal eleverne forholde sig til de erfaringer, præferencer, kompetencer og muligheder de har opdaget gennem skoletiden. Det er oftest vejlederne, der udfører uddannelsesvejledningen. I modsætning til den læringsorienterede uddannelsesvejledning foregår uddannelsesvejledningen i timer, som er afsat til vejledning.

Få tre konkrete aktiviteter, du kan bruge i din undervisning fra vejlederen Torben

 

Læringsorienteret uddannelsesvejledning

Læringsorienteret uddannelsesvejledning dækker over aktiviteter, der har til formål at udvide elevers horisonter og understøtte deres refleksion over uddannelser, arbejde og sig selv på mere nuancerede måder. På den måde udgør læringsorienteret uddannelsesvejledning fundamentet for uddannelsesvejledningen.

Konkret handler det om at bringe viden om uddannelse, job og arbejdsliv ind i undervisningen i skolens fag allerede fra de små klasser, så elevernes nysgerrighed udvikles. Den læringsorienterede uddannelsesvejledning fokuserer på at danne eleverne og motivere dem til at udforske egne interesser og evner i relation til uddannelse og arbejde fremfor at fokusere på, at de en dag skal træffe et uddannelsesvalg.

Forskellige aktiviteter kan bidrage til, at eleverne får en større indsigt i og respekt for, hvad forskellige faggrupper bidrager med til det fælles samfund. Samtidig viser forskning, at det potentielt set også kan bidrage til, at eleven oplever, at andre værdsætter det, som eleven kan.

Læs om fire elevers perspektiver på vejledning og uddannelsesvalg

 

Hvornår skal læringsorienteret uddannelsesvejledning foregå, og hvem skal foretage den?

Fordi læringsorienteret uddannelsesvejledning handler om at inddrage et uddannelsesperspektiv i elevernes dannelse, er det oplagt, at det er læreren, som bedriver denne form for vejledning. Det kan være en del af undervisningen f.eks. i det obligatoriske emne uddannelse og job, som eleverne skal undervises i fra 0.- 9. klasse. Hvis en klasse på mellemtrinnet fx besøger den lokale kirke i kristendomskundskab, kan klassen også undersøge, hvem der arbejder ved kirken, og hvilke arbejdsopgaver de har.  Arbejdet med åben skole og erhvervspraktik kan også betragtes som læringsorienteret uddannelsesvejledning, hvis der sættes fokus på uddannelses- og arbejdslivstemaer.

Læs mere om forberedelsen af åben skole-aktiviteter og erhvervspraktik

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.