Hjemkomsten: De danske jøders liv og skæbne efter befrielsen

Hvordan formes vores erindring om fortiden, og hvad er sammenhængen mellem den individuelle og kollektive erindring? I sidste ende rejser sådanne overvejelser også spørgsmålet om, om vi overhovedet kan stole på de fælles fortællinger  

I sommeren 1945 kunne familien Grünbaum endelig vende hjem. Festklædte og feststemte samledes hele familien på Malmø færgestation (se billede) for at sejle tilbage til det Danmark, de i 1943 var blevet tvunget til at forlade. I oktober 1943 måtte næsten 8000 mennesker flygte over hals og hoved fra Danmark. Natten mellem den 1. og 2. oktober gennemførte den tyske besættelsesmagt en aktion mod de danske jøder, der havde til formål at arrestere og deportere hele det jødiske samfund, mænd, kvinder og børn.

Heldigvis var de jødiske familier dog få dage før aktionen blevet advaret. Advarslen kom fra toppen af den tyske ledelse, som vidste, at dette overgreb på det jødiske samfund ville vække vrede og uro i den danske befolkning. Ved at advare jøderne, mente lederen af den tyske besættelsesmagt, Werner Best, at kunne begrænse uroen og fortsætte samarbejdet med danskere. De jødiske familier, der modtog og nåede at reagere på advarslen, forlod i al hast deres hjem, kun medbringende hvad de kunne bære i deres arme.

Samtidigt reagerede svenskerne på den anden side af Øresund ved at tilbyde at modtage de danske jøder. Sverige havde i krigens første år ført en tyskvenlig neutralitetspolitik, som bl.a. havde tilladt eksport af jernmalm til den tyske krigsindustri. I 1943, tre år senere stod det klart, at Tyskland næppe ville vinde krigen, og tyskerne var på tilbagetog både på Østfronten og på den nyligt åbnede front i Syditalien, hvor allierede styrker var gået i land i juli 1943.

Både på svensk og tysk side havde man derfor nu travlt med at forbedre forholdet til de forventede kommende sejrherrer.

Det lykkedes 95 % af de danske jøder at komme i sikkerhed i Sverige, takket være deres egne initiativer og hjælp fra deres landsmænd. Flugten var dog ikke gratis. I gennemsnit betalte flygtningene 1000 kr. pr. person for den illegale overfart, et beløb der svarer til omkring 20.000 nutidskroner. Mange familier måtte derfor sælge alt hvad de ejede eller optage lån for at kunne betale for flugten.

Det var dog ikke alle, der kom i sikker havn i Sverige. 472 mennesker nåede ikke at flygte og blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Lejren, der egentlig var en indhegnet by, var beregnet for såkaldte ”prominente jøder”, fx politikere, kulturpersonligheder, videnskabsfolk og veteraner fra 1. Verdenskrig. For mange fanger blev Theresienstadt dog en gennemgangslejr, idet 88.000 blev deporteret fra lejren direkte til udryddelseslejrene i Øst.

Andre 33.521 mennesker døde i lejren. Fordi tyskerne stadig tog hensyn til samarbejdet med danskerne, blev de danske jøder var dog undtaget fra at blive deporteret videre til andre lejre, og kunne, takket være danske myndigheders vedvarende forhandlinger, som noget helt usædvanligt fra foråret 1944 modtage fødevarepakker hjemmefra.

Det blev helt afgørende for, at dødeligheden blandt de danske jøder i lejren ikke blev højere, end at i alt 51 danske jøder, samt 2 spædbørn, der var blevet født i lejren, døde under deres fangenskab i Theresienstadt.

Redningen

I april 1945 blev de danske jøder hentet ud af lejren af de såkaldte hvide busser. De hvide busser var del af en dansk-svensk redningsaktion, der midt i krigens sidste kaotiske fase reddede danske og norske fanger ud af tyske koncentrationslejre. Busserne fragtede de jødiske fanger til Sverige, hvor de nu blev genforenet med deres familier.

I Sverige havde flygtningepolitikken først været restriktiv: Alle flygtninge blev ved deres ankomst sat i flygtningelejre, eller de såkaldte forlægninger, de måtte ikke bosætte sig i de større byer, og skulle tage anvist arbejde uanset deres uddannelse eller erhverv, fx skov- og vejarbejde. Siden blev politikken mere liberal, og danske flygtninge kunne tage ophold uden for flygtningelejrene og få egen bolig og arbejde. Allerede i november 1943 oprettedes danske skoler, bl.a. i Göteborg, Helsingborg og Lund. Den svenske politik hvilede dog på den udtrykkelige forudsætning, at alle danske flygtninge skulle vende hjem til Danmark, når krigen var forbi.

Vende hjem gjorde de. Og de havde med længsel set frem til den dag, de kunne vende tilbage til Danmark. Men hjemkomsten blev langt fra så glædelig, som de fleste nok havde forestillet sig. 65% af de hjemvendte jøder var i akutte økonomiske problemer, og havde ingen midler til at forsørge sig selv. Mange stod uden tag over hovedet. Deres lejligheder var blevet overtaget af andre i deres fravær, og hver femte var i en så desperat situation, at de ingen steder havde at tage hen, da de ankom til Danmark. De kom derfor – igen – i flygtningelejre. Sådanne lejre blev indrettet på danske skoler, bl.a. på Øregård gymnasium i Gentofte (se billede). Mange havde mistet alt: bolig, ejendele, arbejde, og skulle starte forfra. Hertil kom, at mange var psykisk nedbrudte og viste tegn på, hvad vi i dag ville kalde PTSD, posttraumatisk stress syndrom, en diagnose, der dog først kunne stilles langt senere i 1980’erne.

Samtidigt blev de hjemvendte mødt af forventninger – og til tider direkte krav om, at de skulle vise taknemmelighed og ydmyghed – og ikke så sjældent med historier om, hvor vanskeligt danskerne havde haft det de sidste svære år af besættelsen, mens jøderne tilsyneladende havde hygget sig i luksuriøs overflod på den anden side af Øresund. Blandt nogle tidligere modstandsfolk kunne man også møde det synspunkt, at de danske jøder ikke havde bidraget tilstrækkeligt til modstandskampen.

Synlig og sårbar

De danske jøder var i 1943 blevet udskilt af samfundet af den tyske besættelsesmagt, og de var dermed også blevet synlige for andre danskere, som ikke havde vidst eller tænkt over, at kollegaen, naboen eller skomageren var jøde. Da de disse flygtninge vendte hjem i 1945 var de synlige – og for nogen en pinlig påmindelse om fordele eller ejendele, man uretmæssigt havde opnået, da de forsvandt. Jødernes hjemkomst udløste bl.a. derfor – i Danmark ligesom i resten af Europa – ubehagelige konflikter om ejerskab, skyld og ansvar.

Den antisemitiske stemning, som bredte sig i de første efterkrigsår, var ikke et nyt fænomen, men et gammelt, der igen kom op til overfladen. I 1930’erne og under den tyske besættelse blev enhver, der udtrykte antisemitisme offentligt, stemplet som nazist og tyskvenlig. Det blev betragtet som udansk at være antisemit. Men den tætte forbindelse mellem nazisme og antisemitisme blev løsnet, da tyskerne forlod landet. Desuden betød Anden Verdenskrigs afslutning langt fra et øjeblikkeligt opgør med den racisme, der med nazismen var endt i systematisk folkemord.

Det er svært at finde dokumentation for de antisemitiske tendenser i det danske samfund i efterkrigsårene. Det betød dog ikke, at der ingen antisemitisme var, men snarere at den var af privat og verbal karakter. Den var ikke politisk organiseret og kom heldigvis ikke til udtryk i fysisk vold eller overgreb. Men den resulterede i distance og fordomme og irrationelle syndebuk-forestillinger om, at det økonomiske kaos efter befrielsen var jødernes skyld. De jødiske familier mødte antisemitismen hos købmanden og i skolegården, ved frafaldet af gamle venner og sårende morsomheder. Også i den offentlige debat udtrykte mange bekymring over den voksende antisemitisme.

Den personlige og den kollektive erindring

Meget få vidner erindrer, at de blev udsat for antisemitisme i de første efterkrigsår. Og de få, der gør, bagatelliserer deres oplevelser som enkelttilfælde, og ikke som en del af et mønster. At Danmark på linje med andre europæiske lande blev ramt af en antisemitisk bølge i krigens kølvand er ikke en del af den kollektive erindring om Danmark efter befrielsen. Den kollektive erindring udstikker rammerne for, hvad der bliver erindret og hvordan. Erindringer der afviger, bliver ekskluderet og fortrængt. Det kan også påvirke den enkeltes erindring, idet den kollektive erindring tilfører den individuelle erindring mening og sammenhæng. Det som ikke erindres i fællesskab, risikerer derfor i højere grad at blive glemt. Desuden forbliver erindringer, der ikke omfavnes af den kollektive erindring, private og dermed også kortvarige. De lever, kan man sige, kun i ”mands minde”.

En tilsvarende ubalance kendetegner erindringen om genetableringen i Danmark efter krigen. I erindringsbøger og lignende fremstilles hjemkomsten som uproblematisk, ligesom den kollektive erindring fremhæver naboer og venners omsorg for jødernes ejendom og ejendele. Det er hævet over enhver tvivl, at mange jødiske familier kom hjem til Danmark og fandt deres hjem omsorgsfuldt bevaret. Det er bare ikke hele historien. Mindst halvdelen oplevede en eller anden konflikt, da de kom hjem: At deres bolig eller job var overtaget af andre, at der var sket tyveri af deres ejendele, eller at aftaler om at drive værksted eller forretning videre var blevet svigtet.

De, som oplevede sådanne vanskeligheder, kom staten efter befrielsen til undsætning. Med ’lov om erstatning til besættelsestidens ofre’ fra 1945, fik jøderne ikke bare adgang til tortgodtgørelse (erstatning for krænkelse) for tysk fangenskab, de kunne ligeledes få erstatning for de beløb, de havde måtte betale for flugten, og hjælp til at genetablere deres hjem og forretninger. Loven var ikke bare en helt afgørende håndsrækning til de jødiske familier, den lagde også låg på sprængfarlige konflikter om svigt og misbrug. Den statslige hjælp kan forklare, hvorfor så få erindrer økonomiske vanskeligheder ved hjemkomsten. Sådanne historier passede ikke til den kollektive erindring om et folk, der stod sammen i krisen, uanset religiøst eller etnisk tilhørsforhold.

Paradokset er, at ikke bare de tab, der gjorde hjælpen nødvendig, men også hjælpen selv blev glemt, eller ikke-erindret. Selvom om den statslige hjælp var enestående i et Europa, som havde travlt med at hylde sine nationale helte, men ikke tid til at sørge over ofrene for en meningsløs racistisk forfølgelse, hvorfor mange jøder slet ikke blev anerkendt som ofre, og følgende nægtet adgang til erstatning. Der skulle gå adskillige årtier, førend Holocaust, folkedrabet på Europas jøder, blev  anerkendt som en af de mest skelsættende begivenheder i det 20. århundrede. Med erkendelsen af et fælles ansvar og forpligtelse, er Holocaust også en erindringspolitisk kampplads – selv 75 år efter befrielsen.

Billeder:

• Familien Kagan og Grünbaum foran færgestationen i Sverige på vej hjem til Danmark i sommeren 1945 (Dansk Jødisk Museum).
• Øregård gymnasium.
• Hjemløse på Adeleide-forlægningen (Rigsarkivet)

Kilder:

Marcus Melchior: ”Jødiske problemer”, Frit Danmark 13, 1945. Artiklen står i skærende kontrast til den konklusion, han nåede til i sine erindringer Levet og oplevet (1967).

Om antisemitisme, se Markus Melchior i Frit Danmark nr. 40, 1945.

Vigtige værker om de danske jøder

Michael Mogensen: ”Det danske flygtningesamfund i Sverige og ”jødespørgsmålet” 1943-45”. I: Johnny Laursen m.fl. (red.): I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen. Århus 2000, s. 150-160, om antisemitisme blandt modstandsfolk i Sverige.

Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. 2010.

Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. 2012.

Links:

• Danske jøder i svensk eksil (folkedrab.dk)
• De danske jøders tilbagevenden efter Besættelsen (folkedrab.dk)

Forløb: Individuel erindring

Formålet med dette forløb og tilhørende artikel er at give eleverne mulighed for at arbejde med erindringsbegrebet og identificere forskellige erindringsformer. Hvordan formes vores erindring om fortiden? Hvad husker vi, og hvad vil vi helst glemme? Hvilke konsekvenser har ”glemslens politik” for det enkelte menneske og for vores samfund? Eleverne kan arbejde individuelt eller i grupper.

Eleverne kan foretage to forskellige undersøgelser.

Undersøgelse af den selvoplevede erindring

1) Foretage interviews med olde- eller bedsteforældre, der har selvoplevet erindring om Anden Verdenskrig. Formålet er en undersøgelse af sammenhængen mellem individuel og kollektiv erindring, og undersøge om der kan identificeres ligheder i fortællinger og fortællemønstre på tværs af individuelle beretninger. Sådanne ligheder understreger, at de individuelle erindringer understøttes af den kollektive erindring om en begivenhed, idet denne tilfører mening og sammenhæng til den individuelle erindring. Forskningen viser, at den personlige erindring er mindre rettet mod det hverdagslige eller ”livshistoriske” - men derimod mod store og kendte personligheder, mod helte og forrædere, drama og tragedier. Med andre ord mere rettet mod de temaer, figurer og narrativer (fortællestrukturer), som genkendes fra den kollektive erindring.

Elevernes egne interviews kan sammenlignes på tværs eller fx med beretningerne i ”Barn af besættelsen - Kendte danskere fra Dronning Margrethe til Uffe Ellemann-Jensen fortæller” af Michael Muller. Der kan også benyttes indsamlede beretninger på Københavns stadsarkiv eller lokale samlinger af beretninger.

Desuden kan eleverne sammenligne deres interviews med eksempler fra den kollektive erindring; det kan være politiske debatter om besættelsen (Hvad burde vi have gjort d. 9. april 1940?), film (hvilket billede af modstandskampen tegner fx filmen ”Flammen og Citronen”), tv (”Matador”), tegneserier (”Danmark besat”) og skønlitteratur (fx Hans Scherfig ”Frydenholm”).  

Undersøgelse af den kommunikative erindring.

2) Foretage interviews med bedsteforældre og forældre om familiens fortællinger om Anden Verdenskrig. Hvilke fortællinger er gået i arv fra den generation, der levede under krigen? Er der omvendt fortællinger, der ikke kommunikeres videre i familien? Formålet er en undersøgelse af den kommunikative erindring , og fokus er på de menneskelige erfaringer og historiefortolkninger, der videregives i familiehistorier. Hvad er det for livserfaringer og livsopfattelser, der kommunikeres i familiehistorierne? Undersøgelsen har desuden til formål at demonstrere, at selvom eleverne ikke har familiemedlemmer som har selvoplevet erindring om besættelsen, har familien efter al sandsynlighed en formidlet erindring, som måske endda kommer til udtryk i erindringspraksis, fx at sætte lys i vinduerne 4. maj (eller ikke gøre det).

I begge typer undersøgelser kan eleverne også interessere sig for ikke-erindringen. Hvad er det som ikke erindres? Hvorfor har mange familier sandsynligvis en historie om et familiemedlem, der var aktiv i modstandsbevægelsen, mens de færreste møder individuelle eller kommunikative erindringer om tyskerpiger, værnemagere eller nazister, selvom den statistiske sandsynlighed egentlig er større herfor?

Hvorfor fortæller de færreste familier erindringer om samarbejde, medløberi eller kujoneri?

I klasser med elever med anden etnisk eller national baggrund gives endvidere mulighed for undersøgelser af forskelle og ligheder i nationale kollektive erindringer. Er der fortællemønstre, der går på tværs af nationalitet? Kan erindringer om flugt og forfølgelse have fælles træk, der går på tværs af tid?

Vigtige værker om erindringer om besættelsen:

Palle Roslyng-Jensen: ”Små patrioter. Københavnske skolebørns erindringer om besættelsen”. I: Strenge Tider. København i krig og fred 1943-49/Historiske meddelelser om København 2006

Lene Eklund-Jürgensen: ”Da bedstefar var dreng og Danmark var i krig". Almindelige danskeres erindringer og selvbiografier om Besættelsen 1940-45”, Fund og Forskning, Bind 53, 2014.

Kreditering

Sofie Lene Bak, lektor.