Retsopgøret og dødsstraffens genindførelse

v. Sofie Lene Bak, lektor ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet

Historisk baggrund

”Vi lever i et juridisk galehus”. Den ofte citerede udtalelse stammer fra højesteretssagfører C.B. Henriques, som under retsopgøret virkede som forsvarer for de sigtede landssvigere. Det konkrete citat faldt under forsvaret for en værnemager, der havde etableret og investeret i en fabrik, der leverede flyvemaskinedele til Tyskland. Henriques lagde i sit forsvar vægt på, at fabrikkens ordrer og priser faktisk var godkendt af Udenrigsministeriet.

C.B. Henriques, der også var formand for Mosaisk Trossamfund (den jødiske menighed), var i oktober 1943 flygtet til Sverige, men genoptog sin sagførergerning, da han vendte tilbage til Danmark i sommeren 1945.

Udtalelsen var en advarsel mod de love med tilbagevirkende kraft, der blev gennemført under retsopgøret, og mod at lade retssystemet drukne i vilkårlighed og hævngerrighed.
C.B. Henriques var en respekteret mand, som der blev lyttet til - også nok pga. hans skæbne under krigen. Andre fandt hurtigt ud af, at det ikke var opportunt at kritisere retsopgøret.

Frihedsrådet havde på vegne af Modstandsbevægelsen allerede i november 1943 annonceret, at der ville komme et opgør når krigen var slut. Frihedsrådets pjece "Naar Danmark atter er frit" fra november 1943 identificerede de grupper i samfundet, som skulle være omfattet af et retsopgør, og hvilke straffe, man fandt passende. Retsopgørets hovedlov, det såkaldte straffelovstillæg, der blev endeligt vedtaget i juni 1945, fulgte nøje Frihedsrådets anbefalinger. Det gjaldt dels det forhold, at loven havde tilbagevirkende kraft, dels indførelsen af en minimumstraf på 4 år. Det lykkedes dog politikerne under forhandlingerne at lempe den periode, som loven dækkede. Mens modstandsbevægelsen havde krævet, at loven skulle have tilbagevirkende kraft gældende fra den 9. april 1940, hvor Danmark blev besat, blev der indført en bestemmelse om straffrihed, hvis en handling, udført før den danske regerings tilbagetræden den 29. august 1943, var udført efter ordre eller anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Det gav gode argumenter fx for de såkaldte værnemagere, der havde haft økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, og for nogles vedkommende havde tjent store summer, der reelt var betalt af den danske stat over en særlig konto i Nationalbanken, den såkaldte Clearingkonto .

Minimumsstraffen på 4 års fængsel var indført for at sikre, at kun de alvorligste sager skulle føre til dom. Den var tænkt som en bagatelgrænse.

Begge principper er stærkt omdiskuterede, og giver stadig anledning til debat. Love med tilbagevirkende kraft er grundlæggende i modstrid med retssamfundets værdier, mens minimumsstraffen betød, at retsopgøret i nogen grad ramte skævt. ”De små fisk”, hvis sager var forholdsvis simple, og derfor kunne behandles tidligt i forløbet, resulterede ofte i betydeligt strengere straffe, mens mere komplicerede sager, hvori der blev afsagt dom på en senere tidspunkt, nød godt af det generelle stemningsskift. I 1946 blev straffelovstillægget da også revideret, og strafferammen nedsat til 2 år.

Størst diskussion vækker dog stadig genindførelsen af dødsstraffen i straffelovstillægget af 1945. Mens Frihedsrådet i 1943 udtrykkeligt kun havde krævet livsvarigt fængsel, var folkestemningen i sommeren 1945 en anden. Flere steder i landet demonstreredes for dødstraf til stikkere og håndlangere (se billeder). Befolkningen deltog ivrigt i den kollektive afstraffelse og ydmygelse af nazister og værnemagere, og krævede også at de såkaldte tyskerpiger, der havde haft forhold til tyske soldater, skulle straffes hårdt.

Krigens sidste tid, fra 19. september 1944 uden politi, havde skabt forråelse og hævngerrighed i befolkningen. Kampen mellem modstandsbevægelsen og de dansk-tyske terrorkorps navnlig dette sidste halve år af besættelsen, havde særligt i de største byer nærmest karakter af borgerkrig med drab på begge sider, og den øgede vold og kriminalitet satte befolkningen i en konstant stresstilstand.

Den ophedede stemning gik også ud over de få, som kritiserede retsopgøret. Under behandlingen af straffelovstillægget udtrykte Oluf Pedersen fra Retsforbundet indædt modstand mod genindførelsen af dødsstraffen, en modstand som udløste et trusselsbrev fra modstandsfolk. Få turde dog gå imod folkestemningen, som meget aggressivt krævede hævn over landsforræderne. For politikerne handlede det også om deres politiske overlevelse. Oluf Pedersen blev da heller ikke genvalgt ved valget i oktober 1945.

Dømte under retsopgøret

13.521 danskere – 12.877 mænd og 644 kvinder – blev dømt under retsopgøret. De fleste af dommene blev afsagt over folk, der havde været i tysk militær- eller polititjeneste, men også økonomisk kollaboration, deltagelse i nazistisk propagandavirksomhed og stikkeri blev straffet.

Kvinder blev først og fremmest dømt for stikkeri, og af alle dømte for stikkeri (1168) udgør kvinder hele 33% (391).

Var retsopgøret retfærdigt?

Var retsopgøret retfærdigt? Besvarelsen af det spørgsmål beror bl.a. på en vurdering af alternativet. Hovedformålet med Frihedsrådets krav om et retsopgør med nazister, medløbere og kollaboratører var at forhindre selvtægt og lynjustits og at sikre et ordnet retsopgør.

Retsopgøret i Frankrig og Norge

I Frankrig var der ikke forberedt et sådant retsopgør, og efter den allierede invasion i juni 1944 bredte en voldsom bølge af selvtægt sig over hele landet. Det anslås i almindelighed, at 10.000 blev dræbt, mens andre historikere peger på, at tallet kan være så stort som 40.000. En sådan situation undgik man i Danmark.

Til gengæld var antallet af dødsdomme i Norge væsentlig lavere end i Danmark, selvom besættelsen havde været mere undertrykkende og den politiske kollaboration mere intensiv end i Danmark. I Norge blev kun afsagt og eksekveret 37 dødsdomme.

Status over dødsdomme i DK

Udmåling af dødsstraf efter landssvigerlovgivningen

101 mænd og 2 kvinder blev dømt til døden for landsforræderi under den tyske besættelse. 78 dødsdomme blev stadfæstet ved alle tre retsinstanser, men kun 46 af dommene blev eksekveret. Risikoen for at blive henrettet var højere, hvis dommen faldt tidligt i retsopgøret, mens senere dødsdomme oftere blev konverteret til fængselsstraffe, fordi domstolenes målestok for, hvilke handlinger der udløste dødsstraf, ændrede sig undervejs forløbet. 30 mænd og begge kvinder blev således benådet af justitsministeren og fik ændret deres straf til livsvarigt fængsel. 16 blev henrettet ved skydning i Undallslund Plantage ved Viborg (Se kort), mens 30 blev henrettet på Christians Vold i København (Se kort).

Den sidste dødsdom i Danmark blev eksekveret i 1950, mens den sidste livstidsdømte ved retsopgøret blev løsladt i 1960. Dødsstraf for danske statsborgere blev igen afskaffet i 1951, da §3 i Landsforræderloven blev slettet. Men faktisk afskaffede Danmark først endeligt dødsstraffen i dansk lov i 1993, da den særlige krigsforbryderlov fra 1946 blev endeligt afskaffet.

Det hører også med til den samlede vurdering af retsopgøret i Danmark, at tyskere, der havde ansvaret for drab og terror under besættelsen, alle blev benådet og udvist af Danmark allerede i 1953. Det gælder således både den øverste leder af besættelsesmagten i Danmark, Werner Best og chefen for det tyske sikkerhedspoliti, Otto Bovensiepen, der ellers begge var blevet dømt til døden ved byretten i 1948.

Billeder

Vigtige værker om retsopgøret

Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen (1984)

Søren Billeschou Christiansen, Rasmus Hyllested: På den forkerte side - De danske landssvigere efter befrielsen (2011).

Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret (2011) om retsopgøret med det tyske mindretal i Sønderjylland.

Links

Retsopgøret med landssvigerne. Beretning til Justitsministeriet afgivet af Det Statistiske Departement (1958)

Artikel