Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i de klassiske fag – september 2023

Om nye reviderende vejledninger, FIP-kurser om digital og teknologisk dannelse og SRP-projekt.

I forbindelse med den årlige revision af fagenes vejledninger, er der blevet foretaget visse ændringer. Disse ændringer er i høj grad foranlediget af henvendelser og ønsker fra jer undervisere, der har gjort mig opmærksom på, hvor vejledningerne kunne trænge til en præcisering eller en opdatering.

 

Nye reviderede vejledninger

De nye retningslinjer for undervisning i oldtidskundskab, almen sprogforståelse, græsk og latin har en fælles ændring: de skal nu følge de opdaterede generelle retningslinjer for undervisningsplanlægning, som blev introduceret i efteråret 2022. En vigtig ændring er, at undervisningsplanen nu også skal inkludere, hvilke specifikke faglige mål fra læseplanen, der har været i fokus i undervisningen.

Desuden er der nogle ændringer i forhold til perspektivteksterne. Nu er det tilladt at skære i en perspektivtekst, hvis det gøres forsigtigt og ikke forvirrer forståelsen af teksten. Klipningen skal dog holdes på et minimum, så uddragene stadig er af en vis længde, og teksten ikke virker som en collage af mange korte uddrag.

Formålet med disse ændringer er at gøre flere tekster egnet som eksamensmateriale. Især i vejledningen til oldtidskundskab er det blevet præciseret, at perspektivering skal ske inden for samme søjle. Det betyder, at den ekstra tekst enten skal have en tydelig forbindelse til den antikke eksamenstekst, eller den skal klart repræsentere temaer, der er blevet behandlet i samme del af pensum som den antikke eksamenstekst. 

Målet med perspektiveringen er nemlig, at de to tekster skal belyse hinanden på en meningsfuld måde.

 

De opdaterede vejledninger kan I finde på uvm.dk.

SRP

Som tidligere, vil jeg gerne opfordre jer til at sende jeres SRP-opgaveemner inden for oldtidskundskab til Katri Bügel Jørgensen på KJ@cg-gym.dk

Hvis I arbejder med latin, især på c- og b-niveau, bedes I sende jeres emner til Ann Bolbjerg på bo@sag.dk

De vil koordinere og dele de erfaringer, I har med SRP i disse fag. Dette projekt vil blive præsenteret på FIPkurserne.

 

FIP 23/24

Et af de emner, der bliver diskuteret allermest i gymnasiekredse i disse måneder, er, hvordan vi skal forholde os til skærme og kunstig intelligens i undervisningen. Der er mange meninger, følelser og holdninger i denne debat, og det kan være svært helt at vide, hvilket ben man skal stå på. Derfor er det fælles tema for FIP-kurserne i nærværende skoleår Digital og teknologisk dannelse.

Det betyder, at vi sammen på kurserne vil undersøge, hvilke udfordringer og potentialer vi står med i forhold til teknologisk og digital dannelse. Hvordan har/vil fx AI påvirke den måde, vi underviser på og tester eleverne i fagene? I hvilke situationer og på hvilke måder kan digitale værktøjer understøtte læringen, og hvornår er det en hindring? FIPkurserne vil danne en ramme og fælles inspiration, videndeling og erfaringsudveksling i forhold til disse problemstillingerne.

I dette skoleår afholdes FIP i:

  • Græsk og latin den 14. december 2023 på Odense katedralskole
  • Almen sprogforståelse den 18. januar på Århus Katedralskole og den 25. januar på Gl. Hellerup Gymnasium
  • Oldtidskundskab den 31. januar på Århus Katedralskole og den 1. februar på Gl. Hellerup Gymnasium.

Programmerne for kurserne vil løbende blive opdateret og gjort tilgængelig på GL-E’s hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig kurserne.

Jeg håber meget, I vil deltage i årets kurser, så vi sammen kan inspireres og udvikle fagene.

 

I er altid meget velkomne til at henvende jer med spørgsmål generelt, men også gerne med gode idéer til emner, oplægsholdere, materialer eller andre ting, der skal udvikles i fagene.

Jeg glæder mig til at se jer på FIP og ved andre lejligheder.

 

Allan Uhre Hansen

Fagkonsulent i græsk, latin, oldtidskundskab og almen sprogforståelse

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.